fortidsdyr i farver

..............en eller anden måde er hvaløglen Ichthyosaur en vigtig figur, blandt mange andre, for mig. Det at den ligner delfiner og andre småhvaler gennem sin tilpasning til et tilsvarende miljø og levevis, men på den anden side er et helt andet slags dyr, det blev et vigtigt billede for mig. Dels fortalte det mig at billeder kan lyve, dels at netop den overfladiske lighed peger på et dybere slægtskab. Her er ligheden ikke gener, men omstændigheder. En ting der også gjorde et indtryk var at denne her illustration fremstillede hvaløglen i et dæmonisk lys. Det var en ting der den gang kendetegnede fremstillingen af tiden fra før dyr fik pels på og kunne ligne vores kæledyr. Vulkaner var i udbrud, det regnede med meteorer, himlen var sort og dæmoner udkæmpede slag i sorte have, intet lignede noget vi kender. Lige med undtagelse af hvaløglen Ichthyosaur, men det dæmoniske ved den stammede i mine øjne fra den forvirrende lighed den havde med de heroiske delfiner. Det er selvfølgelig overflødigt at nævne at jeg elskede denne mørke grusomme verden og at senere mere ”objektive” fremstillinger af jordens barndom irriterer mig. Omkring år 2000 var jeg ude i skoven i Peru, der hvor den lyserøde floddelfin hersker. At se en større flok af dem holde fest i fisk der var bedøvet af iltfattigt vand, at se dem spring rundt og pjatte, eller hvad det nu skal forestille, er en af de større uannoncerede naturoplevelser jeg har haft. I den lokale mytologi er delfinen en dæmon i forklædning, måske selveste satan, som går på land og besnærer unge kvinder og leder dem ud i floden og drukner dem, hvilket både fik mig til at mindes min dæmoniske hvaløgle, men ikke mindst fik mig til at tænke lidt over den mytologi der er forbundet med de heroiske og nuttede middelhavsdelfiner. Som en sidebemærkning skal det nævnes at de lokale piratfisk var nogle små ynkelige nogen der fik tæv af ænderne. Forespurgt om der var nogle farlige piratfisk der omkring blev der svaret benægtende, men at vedkommende havde hørt vi havde nogle farlige nogen i Europa. Måske tog vedkommende pis på mig, hvad ved jeg. På et eller andet tidspunkt i starten af halvfjerdserne var jeg i Stockholm med min far, hans kæreste og min lillebror. Turen står ret tydelig for mig, så på det sæt er lidt underligt at jeg ikke kan huske om jeg synes det var en god tur eller ej. Mit forhold til Stockholm svarede lidt til mit forhold til New York. Min far havde læst op af Sjöwal & Wahlö’s bøger, dem med Martin Beck. Så på den måde var Stockholm et fiktivt sted for mig før jeg ankom, men i modsætning til New York helt uden billeder. En lidt spøjs ting ved bøgerne var Martin Beck, læst op med min fars stemme. På nogen punkter kan de to figurer godt minde om hinanden, så når Martin Beck lejlighedsvis kom med udtalelser der ikke mindede om noget min far ville sige, skurrede det på en eller anden måde i mine øre. Jeg er ret sikker på at jeg ikke koblede mellem bøgerne og så det faktiske Stockholm. Og så alligevel, jeg ved ikke rigtigt. Jeg var et halvt årstid i New York for nogle år siden og boede på Manhattan omkring der hvor Godzilla og alle de andre monstre render rundt og tramper på bygninger. Ude på gaden var det ikke noget jeg skænkede en tanke, men om aften når jeg sad hjemme og så film virkede kulissen på en eller anden måde meget nærværende. Lidt på samme måde som da jeg så Pusher i Vester Vov Vov som er beliggende på Vesterbro hvor filmen foregår. Virkeligheden fik et lidt uvelkomment fiktivt lag som jeg ikke var vant til. Men det er selvfølgelig old news nu om dage. I Stockholm havde vi lånt en lejlighed ude forstæderne, noget med noget lav beton og nåletræer. Mange år senere faldt jeg over vampyrromanen ”Lad den rette komme ind” som foregår i en sådan forstad til Stockholm, ikke så langt i tid fra da jeg var der, med en hovedperson på den alder jeg havde den gang, med nogenlunde de samme præ-teenageproblemer som jeg havde osv. Selv den vold der er i bogens slutning hvor bøllerne bliver slagtet er mig bekendt (om ikke andet end som en fantasi). Så det er vel ingen overraskelse at bogen, og senere filmen, gjorde et stort indtryk på mig ved at være en slags full cirkel. Bogen bliver i øvrigt indledt med et citat af en svensk digter, det lyder nogenlunde sådan her: forstædernes mangel på mystik skyldes deres mangel på hemmeligheder. Eller omvendt, eller helt anderledes, det er ikke så vigtigt for det her handler om hvad jeg husker og der med hvad jeg bruger i mit arbejde. Det er efter tyve år i en haveforening i Sydhavnen gået op for mig at jeg ikke længere bryder mig om den by jeg er opvokset i. Forstæderne er blevet det sted hvor netop det jeg ikke ved hvad er, kan forekomme. Det at der simpelthen er længere mellem molekylerne gør at der er plads til at forestille sig ting. Afstandene gør til dels at man ikke i samme omfang hele tiden optræder som billede. Boulevarderne er meget langt væk og det sætter jeg stor pris på. Hemmelighederne er legio. Og på en eller anden måde er Dalis maleri Wilhelm Tell som hang på moderna museet, da jeg så det som barn, blevet et billede på det for mig. Ikke på det underbevidste eller noget i den stil, men på gådens befriende tomhed.

På et eller andet tidspunkt i starthalvfjerserne begyndte en af goggerne på mit fritidshjem at læse højt af Hobitten. Det foregik i på en feriekoloni nær Præstø som fritidshjemmet benyttede. Det var nogle relativt flippede gogger så vi fik lov til at strejfe frit om i landskabet. Det er vel nærmest overflødigt at sige at bogen og landskabet flød sammen. Jeg havde været en oplagt kandidat til rollespil hvis det havde eksisteret på det tidspunkt. Nu måtte jeg nøjes med skaklubben. En af de andre gogger improviserede vampyrhistorier hvor vi kunne byde ind på handlingen som deltagere. Det er en af de mere karakterdannende kulturelle begivenhed jeg har deltaget i. Det var vel efter forbillede fra de børnebøger af A. S. Neill som blev oversat på det tidspunkt, som netop bestod af fortællingen som kollektiv improvisation. De samme gogger tog os med ind og se Dødens triumf, denne her dystopiske undergangsballet. Den var til at forstå for en 9årig med lidt introduktion. Goggerne var selvfølgelig rigtig godt og grundigt venstreorienterede og var ikke blege for at undervise os, de viste bl.a. filmatiseringen af Historiebogen, en marxistisk tegneserie om historien for børn. Siden da har der for mig altid været en kobling mellem det ret og regulært flippede og det venstreorienterede. Det er åbenbart lykkedes mig at styre fri af de mest forbenede DKP’ere, –ml’ere, KAP’ere, osv, så den dag i dag bliver jeg stadig overrasket over humorforladte og dogmatiske venstreorienterede. Nuancerne begyndte vel langsomt at gå op for mig. På et eller tidspunkt i midt/sluthalvfjerserne læste jeg et interview med Marc Bolan i et gammelt Superlove fra før Tyranosaurus Rex blev elektriske og til T. Rex. Han snakkede om at flytte på landet og bare spille for de mennesker der kom forbi den gård han forestillede sig at bo på. Det gik som bekendt ganske anderledes. €€€€. Marc Bolans rollespil omkring udgivelsen de første akustiske Tyranosaurus Rexplader var helt i tråd med min kulturelle opvækst. Han snakkede om at have skrevet sangene på en troldmands slot i Frankrig eller noget i den stil. En poetisk løgn, eller spin, eller marketing. Hen ad vejen er det langsomt gået op for mig at det at lade som om, fiktionen, rollespillet har mere relevans for mig end forestillingen om virkeligheden. På et eller andet tidspunkt i midthalvfemserne begyndte tv at sende dokumentarprogrammer igen. Måske havde de aldrig helt været væk, men jeg husker at der kom en bølge af sådan noget problem/offer/bøddelnoget, ekstremt unuancerede udsendelser der reducerede alting til ingenting. Det der slog hovedet på sømmet var da en gammel klassekammerat lave en dokumentar om Sydhavnen hvor mit kvarter blev fremstillet på en for mig fuldstændig uigenkendelig måde, som om det kun bestod af sutter. Og siden ”Det røde kapel” hvor nogle fjolser render rundt i Nordkorea og ”afslørede” regimet har jeg mere eller mindre konsekvent slukke flimmeren for dokumentarfilm og film ”baseret på virkelige hændelser”. Jeg kan kun se dem som bærere af instruktøregoer der tager ”virkeligheden” som gidsel. Umiddelbart synes jeg der er større kritisk potentiale i etableringen af parallelvirkeligheder der ikke skammer sig over sig selv. Og her kommer vampyren, zombien, alienen og rumpiloten ind som mine absolutte favoritter, især hvis der er et element af ubehag og virkelighedssammenbrud og gerne jordens undergang. Som dreng var jeg særligt vild med Linda & Valentin, en sci-fi tegneserie hvor jorden ophører med at eksistere i løbet af serien. Specielt en episode hvor den mandlige hovedperson kæmper om retten til at blive sæddonor til en hel race. Da det kommer til testen om hvilke visioner han har for alt sit afkom, er der kun tomhed og flimmer, ret plat, men det er altså min reference når nogen bliver alt for faste i kødet om visioner for fremtiden. Egentlig er jeg ikke så meget til sværd & trolddom, i hvert fald ikke når det kommer til film og bøger, men når det kommer til musik er jeg blevet ganske forført af heavy med rollespilsreferencer, satanistisk eller ej. Generelt irriterer hierarkierne mig lidt rigeligt i rollespilsgenren, men der er noget sært modstandsagtigt ved det, og musikken mand!, den er tung!! Min helt klare favorit er Electric Wizard, og især albummet Dopethrone som har sådan en lidt Gandalfagtig hashrygende type på coveret. Nummeret ”I, the witchfinder” bliver næppe tungere, og nummeret ”The Barbarian”, som handler om barbaren Conan, får næppe en mere fjollet tekst hvis man læser den som tekst. Men her er det ren rimelighed, katarsis. I denne sammenhæng oplevede jeg min ultimative katarsis til en Sun O)))) koncert i en iskold Grå hal. Kutteklædte voksne mænd i røgmaskinerøg og rødt lys bagfra rev mig, assisteret af lidt pot, ud af tid og sted og placerede mig i min krop svævende med tarmene buldrende af lavfrekvent bas. Og ikke mindst min svoger Kristians tarme som tømte sig helt for luft under bassens indflydelse. Det var aldrig sket i en mere nøgtern iscenesættelse. Her blev jeg præsenteret, i realtid, for at tingene kan være anderledes. For ceremoniens virkelighed. Nu jeg er ved fiktionens indvirkning på mit liv: i 5. klasse var jeg på skitur i Norge med en masse jævnaldrende. På turen der op sov jeg ikke. Der var for meget spas og ballade til at det gav mening. Da vi ankom til skihotellet lagde jeg mig med et vampyrblad, det hed Vampyr - for dem der kan lide blod (hvor svært kan det være?), og faldt i en dyb søvn. Jeg drømte at jeg var en vampyr og jeg skulle have min aftensmad som var en dejlig varm skål blod som jeg spiste med stor velbehag. Så vågnede jeg og fandt mig selv siddende i hotellet spisesal, halvt igennem en tomatsuppe. Jeg hadede som barn alle former for suppe, især blendede supper. Der var noget vammelt over supper som jeg ikke kunne døje, måske det let sødlige der kan være. Det tog mig f.eks. 25 år mere at kunne spise kogte gulerødder med overbevisning. Men under alle omstændigheder kunne jeg ikke glemme det velbehag der havde præget min drøm, så jeg spiste suppen op og konstaterede at det kunne jeg godt lide. Og efterfølgende spiste jeg suppe uden vrøvl. Som jeg husker det var det i høj grad drømmen der forandrede min smagsoplevelse. Jeg havde befundet mig i en situation hvor det at spise noget varmt og sødligt bare var toppen, faktisk var det vel det definerende for den vampyr jeg var i drømmen. Og en vis portion selvbevidsthed om det bizarre i hele set-uppet spillede nok også ind. Det var en ret god historie at fortælle. Men grundliggende ændrede oplevelse en del af min indstilling til mad i det hele taget og der kom en større nysgerrighed på banen. Men det var da også på tide for jeg var vel de der tolv år, for en ting er kræsne børn (støn), men kræsne teenagere er patetiske. I det hele taget spillede mine drømme i årene der efter en stor rolle. Jeg tror jeg havde hørt i radioen at man husker sine drømme bedre hvis det er det første man tænker på om morgen i stedet for at gøre alt muligt andet. Så jeg begyndte at skrive dem ned. Og jeg må sige at der var bonus så det ville noget. Mine drømme kom til at stå meget klarere og det blev også meget klart at det jeg drømte var noget mere interessant end de fleste historier for børn og teenagere. Faktisk blev jeg så befippet af deres indhold at der var flere af dem som jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at skrive ned. Teenager ikk?  Men på det punkt har mine drømme nu ikke ændret sig. Jeg skal spare jer for mine liderlige teenagedrømme, men som voksen, med små børn, havde jeg en drøm hvor jeg puttede et spædbarn i en bageovn, stegte det sprødt og fortærede det. Den drøm plagede mig i lang tid og forandrede i lang tid mit syn på mine drømme. Jeg har vel et behov for at være et grundliggende godt menneske, så drømmen var simpelthen ikke passende. Lidt i slægt med tegneserien Linda & Valentin, som jeg nævnte tidligere i forbindelse med visioner for fremtiden, er en oplevelse på Øbro bibliotek nogle år før tegneserien for alvor begyndte at udkomme i Danmark. Jeg var vel vant til science-fictiongenrens forslag til fremtidsscenarier og det skortede heller ikke på bøger i tresserne med mere konkrete forslag til den fantastiske fremtid, forslaget til New Babylon af Constant Nieuwenhuys ikke at forglemme som jeg læste nogle år senere. Nu er vi over midten af halvfjerdserne og fremtiden er allerede ved at fortabe sig i det politiske og prosaiske. Men jeg spurgte bibliotekaren om en bog der kunne fortælle mig hvorledes fremtiden ville blive. Måske har mit spørgsmål være meget upræcist, men det er vel det man har bibliotekarer til?, men vedkommende svarede at sådan en bog havde de ikke. Selvfølgelig havde de det, for det jeg spurgte efter var ikke noget avanceret, men bare noget der udgav sig for ikke at være fiktion eller politik. En slags uforpligtende vejrudsigt. Eller egentlig er jeg ikke klar over hvad jeg spurgte efter, men vedkommende burde havde givet mig en eller anden bog, bare for at bevare min på det tidspunkt hurtigt smuldrende respekt for de voksne (voxenfascister). Men måske overværede jeg der de første spjæt af fremtidens død? Det var måske på Øbro bibliotek at ideen om at fremtiden bare skulle være tusinde år mere af det samme, eller en milliard år mere af det samme, som i Arthur C. Clarkes deprimerende The City and the Stars. A: skid på tiden, den skider på dig. B: min røv er ikke stor nok til at skide på al den tid. Ordveksling mellem to børnemagtere overhørte jeg omkring 1980. Jeg ved ikke om det på nogen måde relaterer sig til den milliard år med det samme som der gik i The City and the Stars. Men det tror jeg nu. Selvfølgelig er B’s comebackline kæk, men jeg synes den varsler fremtidens død. Altså fremtiden som det terræn som ikke allerede er givet. Selvfølgelig skal man skide på tiden og alt det fuckin andet der kan skides på. Nu bliver jeg nødt til at fremdrage Arthur C. Clarke igen, nu med Childhoods End hvor menneskeheden simpelthen uddør, udvikler sig til en fuldstændig fremmed form. Det sker med et let suk, uden egentlig beklagelse, hvilket gjorde mig vældig underligt til mode som barn da jeg læste den. Men bogens slutning emmer af en glæde ved det uforudsigelige og det absolut fremmede som jeg måtte tænke over. Min opvækst som kunstner er splittet mellem to tendenser: disciplin og kaos. Jeg kan bedst illustrere det med en oplevelse og en scene i en tegneserie. Oplevelsen er at overvære den Proletariske Friskole lave excersits, guerillakamptræning og hejse Vietcong i en grusgrav som mine forældre og deres venner havde lånt til dem. Jeg var ved at dø af grin mens min lillebror, en fælles ven og jeg udspionerede dem. Det var noget af det mest hjernedøde jeg havde set til dato. Det var aldeles ikke hvad jeg opfattede som oprør, ulydighed eller what ever. Nogle år senere var jeg med i en happening på et fællesmøde på Det fri gymansium. Vi havde lånt et gammelt gevær lidt militærtøj og havde fabrikeret nogle røgbomber. Kort fortalt fingerede vi, rigtig amatøragtigt, et højreorienteret militærkup. Men effekten var at et par lærerne gik i panik. Sådan var stemning i halvfjerdserne og startfirserne. Sådan blev vi opdraget til at tænke af nogle af betonhovederne. Personligt havde jeg min ballast af udpræget skepsis med hjemme fra, så det var ikke fordi jeg flød med, men det var tidsånden. Det minder faktisk på mange måder om de nutidige hallucinationer omkring nyliberalismen og konkurrencestaten. Jeg mener, det handlede bare om at få magten ved at sætte dagsorden. Ikke om at sige eller mene noget sandt eller effektivt eller what ever. Jerndiscplin kort sagt. Den anden pol er en scene fra tegneserien Flipkompagniet, Freak Brothers, hvor de er løbet tør for benzin i Mexico. En gammel og klog shamandude giver Fat Freddy en eller anden hemmelig mindfuckin blanding, som får ham til at smide tøjet, rulle sig i mudderet, grynte som en gris og så lidt en passant stjæle benzin nok til at de kan slippe ud af deres knibe. For som den gamle og kloge shamandude sagde, man lægger ikke hånd på en gal, nøgen mand. Det gav mig sgu noget at tænke over. Vanviddet kan være en strategi. Helt konkret af prøvede jeg det lige før jeg startede på det københavnske akademi. En flok røvirriterende punkere på etagen neden under holdt for gud ved hvilken gang fest på en mandag og jeg skulle tidligt op, helt undtagelsesvis. Så jeg var meget patetisk omkring min nattesøvn. Så jeg gik nøgen ned og skældte dem hæder og ære fra. Jeg mener, de andre gange jeg havde brokket mig havde de bare givet mig fingeren. Men denne gang var der en langtidseffekt. Det var på samme tidspunkt jeg havde været på Cypern med en kæreste, vi havde solgt vores flybilletter for vi kunne da sagtens blaffe hjem. Jeg mener jeg havde blaffet en del, bare ikke lige i øst-europa før murens fald og ikke i februar. Det korte af det lang er at vi giver op i Østrig og sætter os ind i et tog. Hagen ved det er at vi ikke har nogen penge, så vi har ikke nogen billet. Men vi har heller ikke nogen intention om at køre på røven, så da der kommer en konduktør siger vi tingene som de er og hører om hvad vi så skal stille op. Vi kan ikke så godt stige af toget, det er februar i Østrig og vi har kun sommertøj. Manden tror ikke sine egne øre. Grundlæggende forstår han ikke hvorledes det har været fysisk muligt for os at stige ombord på toget uden billet. Hvordan vores kroppe har kunne overskride trinbrættet uden billet. Konceptet var ham fuldstændigt fremmed og han anede ikke hvad han skulle stille op med os. Så efter en del råberi fra hans side gav han op og ignorerede os gennem hele Østrig og helt op til München. Se det var en lærerig oplevelse. Det er vel sådan en slags fremmedgørelse som strategi. Eller at bruge fortælling meget aktivt. Men rent intuitivt vidste jeg at den nøgne tossede mudderindsmurte Fat Freddy hvad erhvervet sig en eller anden form for immunitet. Og her er vi vel lidt det modsatte sted henne end ved konstateringen af at hvaløgle og delfiner har flere ligheder end forskelle. Et sært sted mellem de to positioner er det første syn der møder mig da jeg træder ud af en lille firpersoners flyvemaskine i skoven i Ecuador. En ung kvinde er i gang med at slagte en tapir med en machete på nogle palmeblade på jorden. Hun er iført en spritny T-shirt med et fjollet tegneserieagtigt billede af en hund med et anstrengt udtryk i ansigtet, siddende på lokum og teksten ”I’m so happy i could just shit”. Jeg er paf. Ud over jeg ikke havde været i skoven før, så jeg var spændt, så havde jeg ikke forventet noget så mindbending. Jeg mener, jeg havde mødt indianere fra området før i Danmark, så jeg vidste godt at det var så som så med renheden i de billeder jeg ville møde. Men det her ramte mig lige i smasken på samme måde som hvaløglen. Her var noget som jeg ikke kunne greje men som var meget vigtigt. Noget ved fortolkningens trang til renhed måske, jeg ved det ikke. Adspurgt om bandets navn var en sammensætning af titlen på to Black Sabbathnumre svarede forsangeren i Electric Wizard grinende: yeeeahh, eller noget i den stil. Som om det ragede ham, eller som i: hvis du synes det er vigtigt. Revisoren har altid haft travlt med at skrive ting i det rigtige kolonner. Det ville passe så skide dårligt til bandet hvis de havde haft lange alvorlige symbolanalyserende møder om det, så det kunne umuligt være tilfældet.

Jeg stødte på et midt halvfemserne ind noget lidt tilsvarende da jeg læste en anmeldelse af en bog der, så vidt jeg husker, påstod at cowboyerne i virkeligheden var et homoseksuelt fællesskab med en stærk sort dominans. Eller da jeg stødte på teorien om at det var indianerne der havde udryddet megafaunaen i Nordamerika, hvilket på det tidspunkt var så meget på tværs af billedet af indianeren som ur-økologisk heltefigur som det kunne blive. Electric Wizard, cowboy’erens og indianernes renhed er stadig ubesmittede, for det er sådan billeder skal være. Men hybriderne har alle dage været sjovere, vildere og mere deprimerende. I filmen ”Some kind of Monster” som Metallica lavede om sig selv, er der nogle alenlange sekvenser hvor de har hyret en psykolog som coach til at løsne op for bandets interne konflikter. Han ender nærmest med at blive et femte medlem før de fyrer ham. Men det er noget af det mest hylende grinagtige jeg nogensinde har set på film: heavyfyre der sidder og klynker mens de bitcher på hinanden med en psykolog som bisidder. Det er en fuldstændig dekonstruktion af heavygenrens selvstændighedscredo, ”I resist the pressure to be what you want me to be, I resist so i’m free”agtigt, men på den måde bliver det virkeligt sært, surrealistisk eller syret som vi sagde i min ungdom. (Faktisk bevirkede filmen at jeg prøvede at kunne lide Metallica, men de er sgu for lamme til mig.). En indianer fra Guayaquil der kunne karate, var taget ind i skoven for at være med til den årlige fest i landsbyen i Ecuador med kvinden med t-shirten. Han mente sig lige med de lokale i udholdenhed: noget med hvor lang tid man kunne danse rundt om bålet og drikke den lokale maniokøl som går på omgang. Jeg blev ikke helt klar over reglerne. Men han blev nødt til at give op på andendagen, hvilket der blev grinet lidt hånligt af. Jeg har en mistanke om at de måske har givet ham lidt rigeligt at drikke, om at de synes han var lidt for kålhøgen og skulle ned med sin Guayaquilnakke. Der var i hvert fald ingen tvivl om at de i denne landsby dyrkede et bestemt billede af sig selv til politisk brug og her havde de ikke brug for forurening. Men jeg holdt nu med ham karateduden fra Guayaquil. Men noget som på en meget konkret måde har indvirket på min praksis på dag-til-dagbasis, er en rigtig fjollet roman som Poul Vad udgav i 1981. Galskabens karneval hed den og var en nøgleroman om dansk kunst fra efter krigen til 1980. I den er en rigtig ondsindet scene hvor en amatørkunstner bliver bashet af forfatteren. Om kunstneren siger han: ”Paffs egne billeder bar præg af det store, uopnåelige forbillede, men hans farver var nu noget blegere end van Goghs og under tiden - det kan ikke nægtes - lidt kridtede. Han blandede dem nemlig lidt rigeligt med zinkhvidt af frygt for de ellers skulle komme til at skrige mod hinanden......” .  På en irriterende konkret facon er det en sætning der har installeret sig i min hjerne. Hver gang jeg står og blander farver hvisker den i baggrunden. Den har påvirket min kolorit voldsomt, selv om jeg udmærket ved at forfatteren ikke ved hvad han snakker om og at han bare spiller forfattergud i forhold til den fiktive amatørkunstner. Men jeg må have været et meget påvirkeligt ungt menneske og tonen i romanen så patroniserende at den fangede mig. Sætningen gjorde også at jeg afsværgede zinkhvidt indtil for ti år siden, hvor min hustru fortalte mig at titanhvidt som jeg ellers brugte, kridter farverne en hel del mere. Det var faktisk en åbenbaring at se hvor meget farven åbner sig ved at blive blandet med zinkhvid i forhold til titanhvid. Så nu er jeg gået i den anden grøft og har det nærmest skidt når jeg bliver nødt til at bruge titanhvid da den dækker bedre. På samme måde har jeg det tit med musik som jeg ikke kan udstå, for jeg kunne virkelig ikke udstå Poul Vads selvgode roman, f.eks. Nephews, men det mere behaglige ved at få musik på hjernen er at det skifter over tid. Denne her sætning har runget i mit hoved i et par og tredive år. Min hustru mener at jeg læser for.........

daywalker giv slip

Daywalker, giv slip

Jeg følte intet mindre end et stik af dårlig samvittighed da jeg steg af min Raleigh foran Ibi Grill i Spodsbjerg, en slags pølsevogn der ud over pølserne og bajerne stod for udlejning af motorbåde til især tyskere som skulle ud og fiske på Storebælt. Og scootere. Jeg kravlede over disken, det var ret svært da den næsten var i hovedhøjde, og satte tænderne i den vagthavende pølsemands løse halskød og bed til. Jeg slubrede blodet i mig mens jeg prøvede at kigge undskyldende på den lille flok feriegæster der så til. Jeg vidste at det ikke ville nytte noget at opholde mig alt for længe ved situationen og fundere over det uretfærdige ved den. Så da jeg havde spist færdig, vaskede jeg mig i det skoldhede pølsevand og sprang derefter op på min cykel og kørte væk.

Jeg er gammel nok til ikke hele tiden at opholde mig ved imaginære krænkelser. Men jeg er ikke ydmyg nok til at bære over med konkrete krænkelser og selvydmygende handlinger. Problemet er at jeg ikke helt ved hvordan jeg skal kategorisere det stik af dårlig samvittighed, jeg følte lige inden jeg åd pølsemanden. Og som jeg føler hver gang jeg skal have noget at spise, selv når jeg er rigtig fuld og vel egentlig burde have drukket mig hinsides civilisationen, forbi lillehjernen, rygmarven, nyrerne, hårrødderne og det yderste af neglene. Jeg kommer til at føle en ikke helt ubetydelig foragt for mig selv over at føle dette stik af dårlig samvittighed.

Denne gang resulterede det i at jeg, i stedet for at køre ind på campingpladsen hvor vi boede, fortsatte ad vejen ind mod Rudkøbing hvor jeg stoppede ved det første nyrestaurerede bondehus med stokroser, stråtag og bindingsværk og slog en hel familie ihjel uden at spise noget, fordi jeg havde en fornemmelse af at det gav en form for æstetisk balance i forhold til drabet på pølsemanden.

Det tåbelige ved det var så åbenlyst at jeg blev nødt til at trække i stedet for at cykle tilbage til campingpladsen, da det lille stik i hjertet havde vekslet sig selv til udpræget selvhad og en trang til at blive rigtig væmmelig.

Resten af dagen udviklede sig heldigvis i en helt anden retning da det lykkedes mig at stå igennem et helt spil minigolf uden at blive sur, hvilke aldrig er sket før. Det gjorde mig så tilpas stolt af mig selv, at dagens øvrige begivenheder kom til at stå i et noget mere positivt lys uden at der var tale om decideret hykleri. Det er nok bare en balance man bliver nødt til at opretholde løbende. Og selv om det for mit vedkommende med jævne mellemrum kan virke rigtig håbløst at se hvad der skal til, så løser det sig for det meste alligevel. Og det er jo meget rart.

Men som livssituation er det noget uholdbart konstant at blive nødt til at forhandle, hele mit livsgrundlag, og ikke bare, som de fleste andre, detaljer. F.eks. er det nødvendigt for mig på meget aggressiv maner at flå folks halspulsårer op og drikke deres blod. Jeg er opdraget til at tage forestillingen ’andre mennesker’, som mig selv, alvorligt. At acceptere deres integritet og rettigheder. Og jeg vil sige at det sådan set falder mig meget naturligt, men på den anden side falder det mig også meget naturligt at flå et spædbarn op af barnevognen og spise store dele af det for øjnene af dets forældre. Det er her spørgsmålet om dårlig samvittighed og, i sidste ende, æstetik kommer ind i billedet. Jeg afbalancerer mine måltider overfor hinanden æstetisk. Det er den eneste løsning jeg umiddelbart kan få øje på. Problemet er ikke som hvis man kommer til at spise burgere og fritter et par dage i træk, og man så kværner fedtfattig dhal et par dage. I denne her kontekst er alt junkfood, alt giver dårlig samvittighed. Men til gengæld giver det mening at veje en spritter op imod en yngre kvinde på en klassisk damecykel med plastikblomster på vidjecykelkurven eller en medarbejder på et callcenter hos TDC.

Det havde længe stået højt på min liste at finde en hel gruppe velafbalancerede ofre. Helst en stor veldefineret gruppe med en rimelig geografisk spredning så det ikke lige er sådan at finde frem til mig. Jeg tror nu i øvrigt ikke det er et rigtig problem. Det virker som om at vampyrer fra det kreative potentiale nærmest er noget som man byder velkommen. Måske fordi vi er så ... hvad skal jeg kalde det? Så æstetisk velfunderede?

For nylig mødte jeg en kollega på Byens Kro en sen nattetime. Han var noget olm, for at sige det pænt, fordi jeg havde fortalt historier om ham til min mellemste søn. Jeg havde brugt ham som et ligefrem dårligt eksempel på hvordan man ikke gør, hvordan man ikke afbalancerer sine forskellige valgs æstetiske fundering. Den aften var et udmærket eksempel på hans manglende dømmekraft: dårlig kokain, blod i hele hovedet, en ekstra hånd i den venstre brystlomme på den billige blazer og et par trusser kækt på sned, mens han fremsnøvlede sine brokkerier. Han bad mig ligefrem om at benægte at jeg havde sagt hvad jeg havde sagt til min søn. Det gjorde jeg hjertens gerne, imens jeg overvejede om jeg skulle slå ham ihjel. Det var godt nok vores bryllupsdag så Sonja var med. Mens hun var på toilettet, rev jeg hans strubehoved ud og skyndte mig ud på toilettet og vaskede mig. Jeg fik Sonja med ud af værtshuset under påskud om at jeg ikke gad høre mere på ham. Selv om jeg nok har på fornemmelsen at hun ikke helt troede mig, lod hun det gå upåtalt hen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men for en gangs skyld blev der en værre ballade. Måske fordi det ikke var en helt perifer kollega jeg havde dræbt. Men da vi var lidt nede ad gaden på vej mod Bobi Bar, strømmede det i hvert fald ud af Byens Kro med fulde og aggressive malere. De benyttede alle sammen lejligheden til, nu da de var ude i fri luft, at tænde cigaretter og en enkelt joint, mens de hostende satte efter os. Sonja kiggede bebrejdende på mig, hun var øjeblikkelig klar over hvad der var gang i, og stillede sig i samme kampposition som mig. Jeg ved ikke hvad de havde forestillet sig, men selvfølgelig havde de ikke en chance. Den aften blev der ryddet grundigt op blandt Galleri Egelunds yngre kunstnere, og en del andre tredje divisions-gallerier mistede ligeledes størstedelen af deres pattestive guldæg.

Det har aldrig rørt mig det fjerneste at åbne munden og lade noget halvfordøjet nonsens komme ud. Jeg er en poseur, hvis jeg er noget som helst. Et irriterende fjols der ikke skammer sig en skid over at være det. Det er forhåbentlig bare en lille smule charmerende, for jeg kan ikke gøre noget ved det. Autenticitet virker dybt phoney på mig. Jeg kan respektere det som en ligeværdig livsytring blandt andre, men jeg tror ikke på det. Så da Otto Olsens genfærd kom vaklende ud af Byens Kro og med en noget sløret stemme sagde ”Fein, fein”, smilede jeg velvilligt, men falskt, som jeg plejer i den slags situationer. Det her var jeg ærlig talt ikke forberedt på, men da jeg stod og smilede til ånden der savlende prøver at fremstamme et eller andet, gik et og andet op for mig. Den samling menneskeligt affald der lå spredt på jorden omkring os, havde selvfølgelig været besat af et alkoholiseret tredje rangs-spøgelse, en der i levende live havde karakteriseret sig selv som en maler af den bløde mellemvare og kujon. Egentlig vakte fordanseren fra danserestauranten Phønix mere end en vis velvilje i mig. Jeg blev sgu lidt blød om hjertet som jeg altid gør når jeg hører rigtig københavnsk. Som sagt tror jeg ikke rigtig på det der med autenticitet. Det er sgu noget alvorligt pis. Men når en eller anden gammel stodder på en lige så gammel havelåge råber efter en anden lige så rådden sur sut at gid han måtte falde af cyklen og dø, mens de griner muntert til hinanden, så er jeg sgu ligeglad med om det er skuespil eller ej. Det er fandme bare godt skruet sammen (er det ikke sådan noget pis malere forventes at sige?). Jeg kiggede på Otto Olsens åndelige efterladenskaber og spekulerede på om jeg kunne skaffe ham et arbejde i erstatning, nu jeg havde berøvet ham hans eksistensgrundlag. Jeg blev bragt ud af min tankerække ved at Sonja gjorde mig opmærksom på at vi skulle møde Nis, og så var det sådan set afgjort hvad jeg ville foreslå Otto. Ikke at Otto var i stand til noget som helst andet end at sige ”Fein, fein”, men jeg følte mig heller ikke forpligtet til at diskutere med en ånd. Det er et princip jeg har.

Nis var på Bobi Bar sammen med det meste af Publik. Otto var livet en smule op og så noget forvirret ud over selskabet. Det var ikke lige det han var vant til, men på den anden side var han en nysgerrig én ...

Jeg ved ikke om det holder at komme med nogen generalisering af den situation kunstnere befinder sig i, men jeg tror ikke jeg tager helt fejl hvis jeg påstår at den er præget af en hvis portion opportunistisk tænkning. Selvfølgelig besætter Otto Olsens ånd Publik. Dette alkoholiske, brovtende monster af en middelmådig maler besætter uden problemer Galleri Egelunds umiddelbare modsætning: den belæste middelklasses sociale, ikke-objektproducerende samvittighed. Som Knud Pedersen beskriver det i sine erindringer, var Otto ikke uintelligent, ikke uden social tæft, ikke uden en vis opportunisme. Man kan så spørge sig selv: hvad sker der så? Vil vi andre opdage denne besættelse? Vil Publik sidde på Byens Kro sammen med Elmer og råbe FISSE LSD, eller er Otto smartere end det?

Da jeg gik i femte klasse, blev jeg udtaget til at deltage på en skitur med skolen. Vi var en håndfuld fra skolen der skulle med. Vi sejlede derop med Oslobåden. Det var en hektisk nat hvor der ikke blev sovet. Vi var simpelthen for meget oppe at køre og drønede rundt på båden som en bande sindssyge. I bussen fik jeg heller ikke sovet. Da vi ankom til hotellet, var jeg pænt udmattet, og jeg lagde mig ind på fem mands-værelset med et godt vampyrblad og må på et tidspunkt være faldet i søvn. Det næste jeg husker, er at jeg sidder ved et bord i spisesalen og spiser blod af en suppetallerken. Hvilket selvfølgelig er helt naturligt da jeg er vampyr. Så er det jeg vågner og opdager at jeg har spist en hel portion tomatsuppe. Indtil da havde jeg altid nægtet at spise suppe, og jeg er rimelig sikker på at jeg aldrig havde smagt suppe før. Men det ændrede sig. Jeg har spist suppe med stort velbehag siden, og mit forhold til vampyrer har været uændret positivt. De har altid forekommet mig at have en smule mere tjek på det end så mange andre. Selv når de med en skarp snerren bliver forvandlet til støv med pælen gennem hjertet. Nogle hundrede års skæg og ballade bliver det som regel til for stodderen, og det opvejer en del i mine øjne.

Hvilket bringer mig frem til Lestat fra ”En vampyrs bekendelser” af Anne Rice. Grunden til at jeg i sin tid lånte bogen, var at Sting på forsiden anbefalede den med en udtalelse om at det var den mest erotiske roman han havde læst, eller noget i den stil. I og med at jeg hader Sting og hans småliderlige, økologiske charme, måtte jeg selvfølgelig have bogen med hjem. Rædselsfuld bog. Den har ikke noget at gøre med en ordentlig vampyrroman. En eller anden gammel vampyr der render rundt og bliver varm i bukserne over en pigevampyr der ikke engang har fået hår på den endnu. Men den gamle gris kan ikke få den op at stå, for det kan vampyrer åbenbart ikke i den her bog. Meget bekvemt, Anne Rice. Jeg ved ikke hvordan Sting, den gravide mand, synes om at blive koblet til en impotent vampyr, men for mig var billedet meget rimeligt. Og på den måde fik jeg en stor oplevelse ud af bogen.

Otto Olsen havde efter en tre-fire øl scannet sig ind på Publiks væsen og havde sat sig på spring til besætte Nis. Jeg tror godt han kunne fornemme den fjerne kobling mellem de brovtende tredje rangs-malere og den gode samvittighed. Da vi på et tidspunkt var ude at pisse, betroede han mig at han godt kunne se sig som en fælles ond ånd for alle kunstnere. Han havde fået lidt for meget at drikke og var ved at blive lidt vidtløftig. Som sagt var han i færd med at trænge ind i Nis via den forlængede rygmarv, da Sting kom ind ad døren og satte sig ved vores bord. Det satte ligesom en stopper for Otto Olsen, for sådan en havde han aldrig set før. Hold da kæft, hvor han blev sur da det gik op for ham at Sting var noget. Han startede med, ligesom lidt tilfældigt, at vælte en øl ned i skødet på ham. Enten var Sting dum eller også bare helt vildt arrogant, for han smilede kun. Eller måske var det en smule triumferende, for det viste sig at han havde sådan nogle smarte læderbukser på der bare skulle tørres af med en klud. Da Otto så Stings læderbukser, tror jeg han var ved at brække sig.

Nis og Katarina var midt i en lang diskussion om noget moderne, så de havde ikke bemærket den mildt sagt dårlige stemning der bredte sig ved vores ende af bordet. Og de havde slet ikke bemærket at der blev udkæmpet en beskidt kamp om deres sjæle. Men da Otto rejste og begyndte at råbe en besværgelse på det ældgamle vampyrsprog, og en voldsom lugt af svovl bredte sig, sendte Nis en forbeholden grimasse i vores retning og sagde noget i retning af ”Hvaså?”. Sting prøvede at få stemningen til at lette ved at ignorere Otto og spurgte Nis, hvad for en slags malerier han lavede. Nis blev selvfølgelig skide sur og svarede at han ihvertfald ikke var maler, og at han lavede sociale interventioner, og hva fan Sting havde gang i med at sidde der og disse folk, og at det nok ville være en god idé hvis han sagde undskyld til Otto, for han var tydeligvis blevet ophidset over et eller andet åndsvagt Sting havde gjort. Mens han sagde det, forvandledes Sting for øjnene af os til Bono i selskab med en indianer i fuld krigsmaling. Og frem og tilbage igen og igen og igen, indtil det flimrede for øjnene af os af al det der StingBonoStingBono-noget. Indianeren måtte stå op da der var en stol for lidt, men det prøvede Katarina at løse ved at tilbyde ham halvdelen af sin stol. Loftet kollapsede, og allerede inden de sidste stumper var faldet ned, og de første smertens og angstens brøl satte ind, myldrede det ned med tusindvis af bitte små Bob Geldorf’er som gik til angreb på Otto ...

Jeg har gennem årene malet en række malerier og skrevet en række tekster hvor jeg tager udgangspunkt i vampyrer. Startpunktet for dem er selvfølgelig en slags stærk interesse for emnet. Men sådan har jeg det egentlig med mange ting. F.eks. stort set alt hvad der står i Illustreret videnskab, fanger jævnligt min opmærksomhed. Men hvis jeg skal sætte min egen ikke helt lille optagethed af vampyrer under lup, tror jeg det er den fundamentale uforløsthed af figurens potentiale der fascinerer. Jeg mener, de er potentielt udødelige, men er altid voldsomt utilfredse med deres situation og ender altid med at blive nakket alligevel. En hel masse storhed og et brag af et fald. En uendelig masse forskydninger af energi ud i nogle totalt håbløse projekter. Det er meget svært ikke at føle en stor sympati for sådan en figur. Det kan en midaldrende, fraskilt, sur, svensk politimand ikke helt hamle op med. Ham kan jeg simpelthen ikke identificere mig med, kun føle medlidenhed (ta dig sammen, mand!!). (Ja, det har vel at gøre med slappe selvmedlidende mænd, denne fascination. Ikke at jeg selv er for uslap. Men hvis jeg skal klappe mig selv lidt på ryggen, har jeg da lidt patos. Det er i det mindste lidt usmageligt. Rimelighed er ikke noget jeg dyrker).

Jeg var i Pisco i Peru i 2001. Min egen agenda i Peru var faktisk at snuse lidt rundt efter vampyrer, eller mere præcist de sydamerikanske af slagsen. Og jeg fik en række historier som var stærkt knyttet til den kolonialistiske del af fortiden. Nu er betegnelsen vampyr nok lidt upræcis i denne sammenhæng da der ikke er meget grev Dracula over det, men alligevel, jeg er ikke kræsen, og jeg er ikke folkemindesamler eller antropolog. Men ikke desto mindre fik jeg på en kirkegård i Pisco uopfordret fremvist hvad de små drenge utvetydigt kaldte en vampyrgrav. Og det var så ikke helt overraskende en europæisk kvinde der var blevet offer for en europæisk herrevampyr. Da alt hvad der ligner vampyrer i et eller andet omfang, bliver linket til kolonitiden og dens lange efterbyrd.

Det viste sig i øvrigt ikke at være en skide god ide at spørge efter vampyrer. Folk blev rimeligt mistænksomme over for én, og min ekskone blev på et tidspunkt taget i forhør på et indiansk lærerseminar for at afgøre om hun var vampyr eller havde mistænkelige relationer til sådan nogle. Og det var vist ikke skide sjovt.

Figuren er som sagt uforløst, og det at spørge til den afstedkommer nogle steder ubehag. Derfor er de udøde sure, rastløse og snotforvirrede. Og det er vel ikke illustreret bedre end i ”The Informers” af Bret Easton Ellis, en bog befolket med rastløse, snotforvirrede overklassevampyrer. Bogen ser jeg i øvrigt som en direkte forløber til ”Blondiner” af forfatteren bag Sex and the City. Og så er der lige pludselig ikke så langt til Fisketorvet og en tvillingebarnevogn som er en del af motivet i mit maleri, der bærer titlen ”Daywalker” (efter Blade trilogien). Den (vampyr-)flagermus der svæver over barnevognen, er ikke en trussel, men en forlængelse, eller måske ligefrem forløsningen af det uforløste. Forløsning, eller måske et løfte om noget andet, gennem den rimelig konkrete fremgangsmåde at placere vampyren midt i min hverdag på, eller lidt mere præcist, i skildringen af min hverdag, som jo er virkelig for mig, men måske knap så virkelig for jer læsere. Men det er i første omgang ikke mit problem, selv om det vender brutalt tilbage på et andet tidspunkt. F.eks. når I kigger på mine ting og helt ublu og helt uden dækning snakker til jeres sidemand om hvad i ligesom synes og føler når i ser mine arbejder. Hvilket selvfølgelig gør mig lidt træt og får mig til at ønske at jeg havde fuldført mit studie på RUC og var blevet miljøbiolog eller noget andet kommunalt. Og den bemærkning placerer mig vel som et rigtigt firserudskrab, det sidste sure hvæs i chillummen (sådan en har jeg i øvrigt ikke set længe). Men den dækker sådan set ikke over en elitær tankegang, det drejer sig bare om, at hvis I vil have noget ud af kunst, så bliver I nødt til at overgive jer. Det nytter ikke at det eneste der bliver investeret i kunst fra publikums side, er jeres egne erfaringer og holdninger. Hvad er der så voldsomt interessant ved at genkende sig selv i andre? Bliv dog lidt angste og fremmedgjorte. Kunstneren har en psykologi, det har kunsten altså ikke.

Bundlinien er at jeg savner en svælgen i dommedag i mainstreamkulturen. Ikke slasherfilm, ikke noget højpandet noget a la ”Ulvetider” af Michael Haneke, ikke noget dybt deprimerende a la ”Ladyhawk, Ladyhawk” af Mike Leigh. Alt sammen noget jeg nyder og sætter stor pris på. Men det er nichevare, og jeg handler af princip ikke hos Løgismose, men hellere hos Netto (eller nok nærmere Irma (eller her ved tredje gennemskrivning af teksten er det blevet til Superbrugsen da de trods alt har nogle rimelige discount varer)). Jeg tænker på Steven Spielbergs ”War of the Worlds” uden happy end, Terminatorfilmene uden happy end, en katastrofefilm uden happy end. Så kan det være at man ikke længere sidder og følger håbefuldt med i nyhederne som en anden ådselsæder og vellystigt betragter virkelige katastrofer, og håber ... men det er måske for meget at forlange af sig selv?

Jeg tog i øvrigt en mandag fri for helt alene at gå ind og se ”2012”. Det var egentlig en helt perfekt film, men jeg blev skuffet over slutningen. Jeg havde kun skimmet anmeldelserne, så jeg gik ind til filmen i den tro at alt liv på jorden blev udslettet. Det gjorde det ikke, og hvad værre var, så er mit umiddelbare overslag at der overlevede i omegnen af 144.000 mennesker, hvilket lige pludselig forvandlede filmen fra en renselse af sindet til en klam bibelsk fortælling. Men hold da op nogle billeder.

Afstanden mellem Bob Geldorf’erne og Otto Olsen var imidlertid for stor til at den kunne overskrides. Som kampmaskiner var Bob Geldorf’erne og StingBono fuldstændig uegnede. Jeg mener, selv Nis åd et par stykker af dem. For mig var der tale om de perfekte ofre. Rent æstetisk er de noget af det mest undværlige i verden, og på et mere etisk plan er jeg sgu ret ligeglad. Det var irriterende omstændeligt at suge Bob Geldorf’erne rene for blod. Der var hele tiden et eller andet der satte sig fast mellem tænderne. Så var det til gengæld en absolut nydelse at flå struben ud på StingBono og slubre blodet i sig med lidt peanuts til. Gæsterne rundt om de andre borde, altså dem der ikke var blevet knust af det nedfaldne loft, smilede anerkendende og løftede deres glas til en skål. Nu kunne aftenen være sluttet der, for Otto gjorde mine til rejse sig og gå. Jeg tror ærlig talt ikke Nis var én som Otto kunne få noget ud af at besætte. Men så var det at Mikkel Bolt, Katarinas kæreste, kom hastende ind ad døren (eller mere præcist hullet i facaden). Han havde ikke kunnet finde pasning til sin gravhund, så han havde taget en rask beslutning og sagt til den at den var gammel nok til gå på værtshus. Selv om den havde været noget skeptisk ved tanken, steg humøret betydeligt da den så det livlige selskab, hvorpå den brød ud i sang. Og det markerede ligesom at festen ville fortsætte til langt ud på den lyse morgen, hvad den også gjorde.

Otto fik vi ikke skaffet nyt arbejde den aften, men et par uger senere traf han vist nok nogen fra U-Turn, som han så vidt vides har arbejdet sammen med siden om at planlægge en performancefestival.

Det var lykkedes mig i den forløbne sommer at trække et temmelig blodigt spor rundt på Langeland og i København og nærmeste omegn, uden at nogen havde hævet øjenbrynene i den anledning. Det gav mig lejlighed til at eksperimentere med hvilken type ofre jeg havde det bedst med, og fordi der ikke var mange udstillinger på bedding (for at sige det pænt), havde jeg ligeledes rig lejlighed til finde ud af hvordan jeg skulle forholde mig til det at være vampyr og ikke mindst forberede et slags forsvar, eller hvad man nu kalder det når man ikke berøres af etiske overvejelser. For der var et eller andet der sagde mig, at situationen ikke kunne vare ved. At denne lette ubekymrede stemning ville få sin naturlige afslutning ved en eller anden emsig idiots mellemkomst.

Det første jeg gjorde var at sætte mig til tasterne for simpelthen at nedfælde en tale. Men det blev noget virkelig frygteligt noget der kom ud af det. Der forekom lidt for mange vendinger som ”menneskekvæg”, ”en ny verdensorden”, ”jeg, mørkets hersker”, ”vi hæver vores blodrøde pokal og skåler for underverdenens triumf”, ”massér jeres kønsdele med vores hove”, ”fuck dig, Pelle”, osv., osv. I mange år har jeg haft den tvivlsomme vane at skrive nogle vældig sure og ophidsede mails og trykke på send uden at læse dem. Jeg har altså en vis erfaring med at fucke ting op på skrift, så jeg kunne med et halvt øje se at det her ikke var meget bevendt som formidling til en bredere kreds, og selv om det kunne være lidt fristende, eller nok nærmere smigrende, bliver jeg i sidste ende ubehageligt til mode hvis folk kaster sig for mine fødder.

Så, efter at have fyldt mine cykeltasker med proviant og regntøj (medsamt galocher, for man ved jo aldrig), satte jeg mig op på min trofaste Raleigh og begyndte at cykle ud ad Gammel Køge Landevej. Et eller andet sted repræsenterer Gammel Køge Landevej en form for uendelighed for mig. Alene det at man passerer Friheden er i sig selv noget der betager mig hver gang. Lige før planteskolen, men efter curlingcenteret, drejede jeg af til højre, så jeg kom forbi Avedøre og Bymuren og havnede på Vestvolden. Der er stort set altid tomt alle vegne. Uanset om det er en sommerdag eller en grå vinterdag, er fodboldbaner og gangstier tomme på nær en enkelt hundelufter eller et fortabt barn.

Nu var det selvfølgelig meningen at jeg skulle tømme mit hoved i al denne herligt formålsløse plads. Men det er simpelthen så lokkende, perfekte jagtarealer, så jeg brød ind i Bymurens akvarieklub hvor jeg havde fået øje på en eller anden mand der tussede rundt, og splittede ham fuldstændig ad og fordelte ham i de forskellige akvarier.

Det lykkedes heldigvis for mig at falde lidt ned igen, ellers havde jeg i ren begejstring ryddet et par opgange og malet dybsindigheder med blod på væggene. Men det var ligesom ikke derfor jeg var på cyklen i dag.

Uendeligheden er nok det der fascinerer mig ved forstæderne. Forstædernes mystik skyldes manglen på gåder, har en eller anden svensk digter sagt. Selv om det rent retorisk lyder godt og sandt, tror jeg ikke at det holder vand. Mystikken kommer af at der simpelthen er længere mellem atomerne herude. At her er mere øde, imellem rutinerne er der mere tomt, og hvis man forstår at værdsætte det øde, er det en stor frihed. Man behøver ikke hilsen på nogen. Toten und oden ...

I maleriet ”The Message” (2006) har jeg placeret min ældste, og på det tidspunkt meget skeptiske, søn i det landskab som jeg forbinder mest med Sydhavnen. Lauge er meget begejstret for at bo i bydelen. Det er nok nogle andre ting ved bydelen som han er vild med, end dem som jeg kan lide, men vi er enige om at det ikke bliver meget bedre end her. Så jeg har taget denne her meget blege, skeptisk udseende unge mand i hans dyre mærketøj og placeret ham i et romantisk vinterlandskab. Potentielt er det en pastorale, en hyrdeidyl, men landskabet har mere end en repræsentativ rolle for Lauge. Lauge står til højre i billedet med siden til beskueren og med ansigtet vendt mod os. Landskabet bakker ham op, snarere end blot at være baggrund. Landskabet er nøgent og klassisk og Lauge er påklædt i vinterens hiphopmode og tilkaster os et vurderende, skeptisk blik, og de er ét. Som jeg ser det, er billedet det modsatte af en påmindelse om vores dødelighed, og det er heller ikke en påmindelse om nogen guddoms skaberværk. Den potentielle aggressivitet og nøgenhed det udstråler, er for rastløs til døden og en gud.

Det er lidt modsat med maleriet ”O tempora o mores” (2006) som er noget mere melankolsk, men til gengæld koncentrerer sig om den visionære skønhed i det centrumsløse landskab, forstæderne og udkanterne peger frem imod. I forgrunden ligger to noget kantede svaner, den ene med hovedet under vandet, den forreste glor på os. I mellemgrunden ligger  et par både ved en træmole. Det er tydeligvis ikke fritidsbåde, nærmere fiskerbåde. I baggrunden er lidt træer, nogle strukturer fra en jernbane, en byggekran og nogle større bygninger der forsvinder i disen. Det er i mine øjne et gennemført ideelt landskab. Der mangler intet i det, måske en der står og ryger på molen. Det er min hyrdeidyl, middelklassen mangler helt og aldeles som overbygning, som ideologisk pejlemærke. Landskabet er åbent. Der er ingen repressive strukturer i det.

Da jeg havde cyklet lidt mere rundt, slog det mig at jeg bare skulle holde mig til min rutine med spille lidt dum og uskyldig. Formålet med det her var jo ikke at få folk til at forstå mig, det var sådan set bare at få lov til at være i fred og gøre det jeg er bedst til. Men på den anden side har jeg også en rimelig god erfaring med at yde en indsats i ny og næ, og der er jo ingen der siger at det skal være en sandfærdig indsats. Jeg blev sgu lidt forvirret. Jeg har altid haft på fornemmelsen at hvis jeg ikke var lidt på vagt, sådan lidt ud ad øjenkrogene, ville jeg blive slæbt væk og stillet op ad en mur og plaffet ned. Sådan rent bogstaveligt. Jeg har ikke den store fornemmelse af stabilitet i verdensaltet, eller hvad man nu kalder det. Og på en eller anden måde fornemmede jeg at det for en gang skyld ikke ville nytte noget at ringe til min mor og spørge om råd.

Jeg besluttede mig for at det måtte være nok for i dag. Det nytter ikke noget at forfølge en tankegang der går i ring, og jeg havde helt klart en fornemmelse af at være ude i god tid. Fornemmelsen sagde mig at mine problemer først ville starte et stykke inde i det nye år og måske først omkring finanslovforhandlingerne 2009, når økonomiens svimlende, katarsiske optur ville blive afløst af noget andet og sikkert mindst lige så spændende. (Fandens også, der ramte jeg næsten et helt år ved siden af. Økonomiens 9/11, forårsaget af muslimer snedigt forklædt som bankfolk, indtraf en lille måned efter jeg skrev ovenstående).

I maleriet ”A Little Misunderstood” er jeg inde og vende omkring denne her sociale paranoia, dette ubehag, denne ... afsky, må jeg vel kalde det, for andre voksne i følgeskab med deres børn. Især mødre, må jeg vel være ærlig at sige, men ikke mindst mandlige andelsboligforeningsformænd med deres småbørn på armen. Disse bekymrede typer der køber økologisk og brokker sig over rygning og er bange for vejret og byen og som vel ikke er racister, ideologisk set, men så sandelig er det i handling. Nu er jeg klar over at jeg i et eller andet omfang projicerer min angst ud på tilfældige mennesker, men desværre siger min erfaring mig også at jeg ikke er helt galt i byen hele tiden.

Det er selvfølgelig urimeligt at jeg kun har malet mødre i billedet, men det er nu et meget godt billede på det. Jeg har aldrig forstået hvad alle de voksne laver på en kælkebakke når de ikke gider kælke. Der er sgu flere voksne der står og er i vejen end der er vilde børn. Skrid, og lad os andre kælke i fred.

De samme mødre figurerer på maleriet ”Kælkebakke i Hvidovre (King Diamond, Return of the Vampire)”, men her er de ikke hovedpersonerne, og de er tæt på at få revet deres struber op og deres blod drukket og deres lemmer spredt ud over kælkebakken til stor gene for de kælkende. Operettesatanisten King Diamond er vokset op i Hvidovre. Han er en af de få muligheder for at give kælkebakken lidt luft under vingerne. Og det virkede efter hensigten. Det gav mig mod til angribe situationen med lidt større optimisme, mere teatralsk og med mindre realisme. Sneen er malet pastost op med spartel i meget lyse røde og gule og en meget diskret blå på en overvejende grøn baggrund. Himlen er lyserød og grantræerne mørkegrønne. Snefnuggene som daler ned over motivet er lidt renere orange, blå, hvide, pink og gule farver der er stænket på. Igen er hovedpersonen i billedet skeptisk og alene. Det drejer sig om en lille pige, måske fire år gammel, der sidder i sneen i lyserød flyverdragt med sin sorte kælk på skødet. Hun ser mere end almindelig mellemfornøjet ud. Om hun er professionelt hjælpeløs, om hun er træt eller har slået sig uden at der er en voksen hun kan tude til, eller bare tager sig en slapper, ved vi ikke. Men at hun i den tid som billedet viser, ikke deltager i den almindelige spas omkring hende, er åbenlyst. Jeg har for evigt støbt hende ind i denne mellemfornøjede tilstand, hvilket selvfølgelig er ganske urimeligt. Men hellere denne surhed og isolerethed end den kakaokagebagende, fairtradehandlende, forældremødehærgende, frugtordningsinitierende stemning der præger voksne overalt omkring mig. Billedet er en hyldest til den mugne, den passive, til den som nyder at udstille sin tvivl og utilpassethed.

Efter at jeg havde besluttet mig for at udskyde udformningen af det spin jeg skulle skyde af sted på et eller andet tidspunkt, tog jeg ind på værkstedet for at male videre på Ibi Grill. Det er den grillbar i Spodsbjerg som jeg nævnte i starten af denne fortælling. Jeg havde egentlig regnet med at det ville blive et meget svært maleri at afslutte, men valget af at spartle himlen op i en pastos, grålig maling, satte det hele på sporet fra starten, og det eneste jeg manglede nu, var bare at male pølserne på menuen. I starten var jeg meget i tvivl om jeg skulle inkluderet drabet på pølsemanden i maleriet. Men det hele bygger på en meget skrøbelig balance, så i lang tid har jeg holdt den slags begivenheder ude af mine malerier. Og egentlig oplever jeg at det er ganske umuligt at inkludere afvigende adfærd i kunst, eller for den skyld bare adfærd der ikke er succesfuld i en videre betydning af begrebet. Et eller andet sted ville jeg gerne kunne fremlægge mine drab for offentligheden uden at det hverken førte til fordømmelse, applaus eller ligegyldighed. Jeg ville så gerne kunne fremlægge dem som en forskel i det forskelsløse. Lidt ligesom i den der film om Nico hvor hendes søn sidder og roser sin mor for at have lært ham at bruge heroin, det var fandme afvigende. Jeg kan mærke modet til at gøre det nærme sig. Men jeg ved også at jeg er nødt til at gøde jorden for at det kan lade sig gøre, uden at jeg bliver rodet ind i alt mulig lort. Jeg er gammel nok til ikke at gide snakke om at blive misforstået. Jeg ved godt at kodningen og afkodningen af udsagn, og den måde de overhovedet bliver til udsagn på, er en så tilpas kompleks mekanisme at det for det meste virker rimeligt selvoptaget at snakke om at blive forstået eller misforstået. Men at ryge i spjældet på grund af mine spisevaner havde jeg alligevel ikke tænkt mig at ville bære over med i relativismens navn.

Et af de problemer der havde plaget mig længe, var alle de der yngre malere som i den grad forurenede receptionen af maleri der ikke er 100% selvoptaget. Hvor jeg dog hader underbevidstheden. Folk forveksler det idiosynkratiske med selvoptagethed. Jeg kunne selvfølgelig bare for længe siden have slået dem ihjel, og måske er det den eneste løsning som er gangbar i den virkelig verden. Måske er det på den måde jeg skal gøde jorden: med blod og endnu mere blod.

Men i sidste ende lader det sig nok slet ikke gøre at bringe det frem i offentligheden. Der er simpelthen historier der ikke lader sig fortælle. Hverken ordene eller formen findes. De vil ikke blive misforstået, eller hvad man nu skal kalde det. De vil simpelthen ikke kunne høres. Og det er nok der hvor jeg står med mine ting i øjeblikket. Den del af fortællingen der rent faktisk motiverer mig i mine malerier kan ikke ses: mit intense ubehag og min angst. For jeg nægter at bruge et ”psykologisk” ladet billedsprog, et godtkøbs abjekt billedsprog.

Selvfølgelig fik alle de her overvejelser mig godt op at koge, for jeg syntes ikke rigtig jeg havde nogen udvej i syne, let eller besværlig. Jeg mener, i sidste ende står man rimelig alene med det her shit. Og oven i det hele fik jeg pludselig dårlig samvittighed over at have slået ham akvarieklubformanden ihjel bare fordi jeg var opstemt. I det kodeks jeg havde opbygget, var akvarieklubformænd faktisk fredet i topklasse. Og er der noget jeg hader, så er det ikke at overholde mine aftaler med mig selv.

Da jeg var en knægt, en lidt lille en, omtrent samtidig med at jeg havde lært at læse, fik jeg fingrene i ”Gru – Bladet for dem der kan lide blod”. Nogenlunde samtidig begyndte jeg at tjekke for vampyrer bag dørene i rum jeg trådte ind i. Disse gysertegneserier er nok noget af det mest pirrende jeg har været ude for. Det var vel ikke særlig tit at de var rigtig uhyggelige, men forsiderne rummede løfter om ufattelig gru og rædsel indeni. Så det var vel meget passende at jeg købte mine tegneserier i Fantask som lå på hjørnet af Teglgårdsstræde dengang. Vi boede i kvarteret. Fantask åbnede i lokalerne fra en pornobutik der så vidt jeg husker, solgte hård S/M porno, hvilket jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvad dækkede over. Men ligesom med alle de andre pornobutikker stod jeg og gloede meget interesseret på deres vinduesudstillinger og fattede ikke meget af hvad der foregik, andet end at det var umådeligt interessant. Hvilket jeg havde ret i, kan jeg se i dag.

Men de historier der gjorde størst indtryk på mig var dem om varulve og vampyrer, fordi der hele tiden var en dobbelthed i personerne som gjorde at de rent faktisk fik lidt dybde. Og den der historie med ham motorcyklisten i lædertøj og et nøgent flammende kranie, og som var søn af satan. Og ikke mindst det der vampyrblad som jeg faldt i søvn til på det norske skihotel. Det var formodentlig ved samme lejlighed at min forvandling skete. Mine erindringer om det er lidt uklare. Men en række af mine modstandere i en skakturnering som jeg havde tilmeldt mig på skiferien, forsvandt i hvert fald..

Med på den pågældende skiferie for umulige unger var Thøger Birkeland, ham der skrev ”Krummerne”. Det må have skyldtes min uerfarenhed, eller min usikkerhed med hensyn til hvem jeg havde lov til at slå ihjel, en simpel mangel på overblik over konsekvenserne af mine handlinger, måske en tøven ved at det drejede sig om en voksen, endda en der skrev bøger. Og det var noget der talte i mit univers: bøger. Jeg traf ham alene i korridoren, og det ville have været forholdsvis nemt at nakke ham og dermed have fået et andet og mere nærende måltid end den tomatsuppe, jeg omtalte tidligere. Jeg fik lammet hans sind og skulle sådan set bare have åbnet mundet og bidt til. Hvad der stoppede mig, tror jeg i sidste ende, var at jeg ikke havde læst nogen af hans bøger endnu. Og da jeg efter skiferien havde læst en af hans bøger, fortrød jeg for første gang ikke at have udført et drab, af rent æstetiske årsager. Jeg følte mig faktisk snydt over at have brugt min tid på at læse bogen. På det her tidspunkt var jeg ikke i stand til at formulere mig om at ting var for korrekte og for lækre og alt for pisseirriterende, men det er den fornemmelse jeg genkalder mig her år senere. Det eneste der helt kan komme op på siden af den fornemmelse i mine ungdomsår, når vi snakker bøger, er en ungdomsroman min onkel anbefalede mig, hvori der forekom en scene hvor en ung pige lærer sin mor glæden ved en dildo. Det var sgu en anelse tungt og ikke særlig liderligt, nærmest lidt hygiejnisk. Punken kom som en befrielse for mange.

Den uklarhed der herskede i mit hoved omkring mine spisevaner, tiltog i årene efter. Jeg vil her slå fast at det absolut ikke har noget med puberteten at gøre, det var ikke en eller anden form for sublimering af en gryende seksualitet: jeg var blot blevet vampyr og jeg var skide forvirret over det. Det gjorde det selvfølgelig ikke nemmere at jeg rendte rundt med stiv pik halvdelen af tiden, men nogen egentlig sammenhæng var der altså ikke.

Der forsvandt en del ænder i den sø der ligger på Østerbro hvor vi nu boede, det var alle enige om måtte være fremmedarbejdere, som de hed dengang. Og efter nogle år med en voksende bestand af vilde katte der jamrede sig gennem foråret i baggårdene, forsvandt bestanden stort set i en årrække. Min klasse på Nørre Voldskole blev langsomt mindre og mindre, indtil vi til sidst kun var syv elever, uden at nogen af den grund tillage det andet end den almindelige fraflytning fra bykernen. Og hvis jeg havde kunne huske en skid af det hele, er jeg sikker på det havde fremstået som nogle af de lykkeligste år i mit liv, fra jeg var tolv til jeg var femten. Men det eneste jeg kan huske fra de år, er min den gang virkelig voluminøse tegneseriesamlig, som min lillebror nogle år senere omsatte til hash, bid for bid.

Den eneste grund til at jeg beskæftiger mig med denne glemsel, er at jeg er sikker på at jeg havde det skide sjovt, bag ryggen på mig selv, og det er på en eller anden måde lidt røvet. Men fuck det.

Det første drab jeg egentlig husker, har en klar forbindelse til kunstnerspiren i min mave. Jeg havde været på blaftur rundt i Europa med hashkammeraterne fra Det Fri Gymnasium. Først var vi blaffet ned til en fredsmarch der var initieret af en bande norske feminister, og som gik til Paris,   endda med en bande orangeklædte buddhistmunke der hele tiden slog på tromme, i spidsen. Det var so 80’s. På fællesmøderne undervejs var der forskellige fraktioner der nægtede at oversætte for hinanden, og alt sådan noget sekterisk firserpjat. Der var fredsgudstjenster og jeg skal komme efter dig, og der var så lidt fisse i luften at det endda gik op for mig som ellers var 100% tonedøv når det gjaldt piger. Skakklubben havde ikke helt forladt kroppen på mig endnu.

Vi var nået til San Remo på den italienske riviera og havde besluttet os for at vi skulle have fat i noget LSD, som var det store dyr i åbenbaringen de år. I og med vi var opdraget til at man købte sin tjald på Christiania under trygge former, blev vi selvfølgelig tørret noget så klassisk. Pusheren insisterede på at vi gav ham pengene først, og så ville han komme tilbage ... Det var selvfølgelig passende ydmygende, men heller ikke værre end at vi fandt en ny, som så under behørig overvågning solgte os hvad vi havde aftalt. Hvad de andre ikke fandt ud af, var at jeg mærkede en følelse som jeg kun kender alt for godt nu, jeg følte mig krænket, og det havde jeg jo ligesom prøvet før, men det at krænkelsen ikke var skolegårdsagtig, men faktisk var tæt på at være en imaginær krænkelse, da det egentlig kun var vores egen tåbelighed der var at være krænket over, eller mere præcist, at den blev holdt op for os af os selv med en fjollet vrængen, dét hidsede mig kun mere op. Så det her klamme pushersvin blev min første bevidste blodrus, og der er ikke nogen af de røvhuller der har snydt mig siden. Han blev fordelt ud over facaden på et kasino, hans lilletåknogler filede jeg til så de den aften blev brugt som kugler i rouletten. Hans tarme brugte jeg til at lave forstoppelse i bidéet på damelokummet bag VIP-loungen, og i det hele taget udviste jeg en formidabel kreativitet, eller påhitsomhed som jeg plejer at kalde det, for ikke at blande det sammen med den proces der udfolder sig på værkstedet.

Nu var det ikke første gang jeg indtog hallucinogener, men det var første gang med LSD. Jeg har altid haft det en anelse besværligt med den der mytologiseren der omgiver den klassiske del af stofkulturen. Det hele ryger rigtig tit i plenum. Der bliver ævlet op og ned ad stolper i en grad så jeg faktisk ikke så meget forventer at blive skæv som at få stukket et mødereferat i hånden. Og på den anden hånd er der den moderne stofkultur hvor det hele bare er stiv pik og håret tilbage og så på kasino og sidde og råbe at kvinder er dårlige kunstnere. Og det er sgu for åndssvagt. Men så langt i at få spoleret min naive nysgerrighed over for stoffer var jeg slet ikke kommet endnu. Så et syretrip af moderat voldsomhed under kulørt oplyste palmer var lige det jeg søgte efter. Det var en ret perfekt blanding. Rent æstetisk var der ikke mange ting ved scenografien som jeg havde noget som helst forhold til, det var bare rimelig langt væk hjemm fra. Det var ikke et eller andet bøvet med en mørk skov og naturen. Nå, men vi endte med at sidde ved udsejlingen fra havnen og se på fiskerbåde der sejlede ud. Selv om det først var langt ud på morgenen at vi fandt ud af hvad det var, vi havde siddet og set på. Det må have taget os adskillige timer at regne den ud, og i det hele taget var det vist meget godt at vi ikke var i vante omgivelser. Det havde været en unødigt forvirrende oplevelse.

Nå, men for at vende tilbage til dér hvor jeg startede denne anekdote, og hvordan den har forbindelse til at jeg finder ud af det der med kunst, så ved jeg faktisk ikke om der er en forbindelse. Måske var det mere drabet i sig selv end syretrippet. Trippet var en del af afkrydsningsskema. Skemaets funktion var at godtgøre at man var en værre èn. Og det siger jeg ikke for at gøre grin med mig selv. Ligesom det at være en pæn dreng indebar nogle konkrete handlinger, gjorde det modsatte det også. Det værste der kunne ske var at man bare flød rundt i kanten af det hele og ikke var noget. Drabet var lidt for udefinerligt til rigtig at kunne bruges. Jeg vil ligefrem sige at det måske bare var blevet bortforklaret hvis nogen havde opdaget det. Og det er i hvert fald en erfaring jeg har taget med mig over i arbejdet med kunst. Overskridelser bliver først oplevet som overskridelser hvis de stadig har alle elementerne af det der overskrides i sig. Det vil altså sige at der ikke bliver overskredet en skid. Og det var det samme med det der syretrip. Da jeg på universitetet blev introduceret til Thomas Kuhns ide om paradigmeskiftet, fik jeg på den måde serveret en gyldig forklaring på mine oplevelser. Den måde jeg udlagde det på, var at enhver overskridelse inden for et system der arbejder under et paradigme, er, hvor lille den overskridelse end måtte være, utilladelig, da den udfordrer hele systemets integritet. At enhver del af systemet indeholder hele systemet i sig. Og derfor passer LSD ind i ligningen, da det bare udgør en banal modstilling til det pæne, hvorimod massedrab ikke rigtig lader sig forklare på en tilforladelig måde. Ikke engang som anderledes spisevaner, hvilket ellers er meget oppe i tiden.

Så mine syreår lader sig let evaluere som en artig udskejelse, især da jeg var behørigt skræmt over nåle, piller og ting til næsen, og holdt mig til lidt trækpapir og alt godt fra naturen, meget krukket og egentlig passende fornuftigt, alt taget i betragtning.

Og for at runde det her af, er det vel af de samme grunde at folk, rimelig generelt, opfatter mig som en slags hippie, hvilket på ingen måde stemmer overens med min egen selvoplevelse, som er lidt mere over i dobbeltmoralsk massemorder. Men folk er selvfølgelig også bare nogle idioter.

Og nu er det faktisk at jeg griner en pænt diabolsk latter. Jeg mangler et gammelt borgtårn at gøre det i, men jeg har aldrig rigtig gået op i accessories. Jeg går rigtig meget op i rutiner, ikke så meget i ting. Og en af mine rutiner er en dybfølt, diabolsk latter, som føles så meget mere fatal i og med at den grines i et havehus, som Jes Brinch så præcist har udnævnt til at være et neonazistisk hønsehus. Ham kan man godt savne her i byen. Det er ved disse lejligheder at jeg for alvor tillader mig selv at foragte menneskekvæget, min føde, mit legetøj. Men det går hurtigt over, og jeg bliver altid ret så flov over det.

Et universielt  sprog har nok aldrig rigtig været en mulighed for mig, og det har gjort mig rigtig, rigtig skeptisk over for det abstrakte da det har en tendens til at forfalde til symbolisme. Men det er det som er udgangspunktet for ”Kinderæg (et universielt sprog)”. Tre kollager overført til pressening og en tavle med tekst, i alt 2 gange 9 meter. Billederne er forstørrede kollager. Kollagen er i min forståelse sampling, og samplingen har i min optik enten uendeligheden eller det smagfulde som sit problem. Historien handler om et søskendepar der, ud over at have et seksuelt forhold til hinanden, langsomt opbygger et universielt sprog ud af de ting de finder inden i Kinderæg.

Uddrag af teksten: Inden i Kinderæggene havde de fundet et fællessprog, et fikseret omdrejningspunkt. Ikke en hemmelig kode, men et universelt sprog. Derfor er der ikke noget at sige til deres begejstring den dag på cafeen, hvor de for første gang havde alle elementerne til deres sprog. Så snart begivenheden havde bundfældet sig, forlod de cafeen uden at spise deres mad. De glemte endda kamelen med aben på ryggen som de havde i dublet, hvilket på en hvilken som helst anden dag ville havde fremkaldt et frygteligt skænderi. Bare ikke i dag.

Hvad skete der den eftermiddag, aften og nat hjemme i murermestervillaen? Indtil den næste dag hvor deres sprog igen var ukomplet?

Rent praktisk har kollagen altid været et problem for mig. Ikke forstået på den måde at jeg ikke er havnet der mindst tusinde gange. Men hvordan begrænser man sig i valget af kilder og motiver? Der findes en masse udmærkede svar på det spørgsmål, men der melder sig altid en tvivl i mig. Når man kaster sig ud i et sådant kannibalorgie. Når man på denne måde erklærer hele verden for sin ejendom. Hvad er det så man giver slip på? Det er i hvert fald den fornemmelse jeg altid sidder tilbage med, og det er den fornemmelse jeg tematiserer i både tekst og billede i ”Kinderæg”. En ting som jeg ved at jeg frygter, er døden ved konsensus, som jeg i historien har henlagt fysisk til en slags almen forstad. Den spirituelle hengivelse til det almindelige, til ikke-konflikten, til alt det som jeg faktisk ikke tror på findes. Alt det jeg fornemmer som en slags fantomzone, et ikke-liv, et liv blottet for ubehag. Jeg dyrker og elsker mit ubehag ved alt. Det kan sgu godt være det er krukket, men der er god energi i det. Eller sagt på en anden måde: det kan godt være at jeg kan bruge værket til at snakke om utopiernes sammenbrud. Og det ligger også i det, et eller andet sted, bortset fra at her er utopien forstæderne. Og som utopi er forstæderne pænt ringe, men som sæde for fortyndingen og det centrumsløse er de jo uovertrufne. Så der er vel en ambivalens i værket.

En del af værket tog udgangspunkt i Samuel R. Delaneys bog ”Babel-17”, som netop omhandler et universielt sprog. Men det var ikke fordi jeg syntes det var en god bog. Jeg fandt den noget slap i koderne. Helt i modsætning til sammenbruddet i ”The Einstein Intersection” af samme forfatter, som var en af mine tidlige teenageårs all time favorites. Persongalleriet i ”The Einstein Intersection” er temmelig heterogent, præget af et genetisk sammenbrud der efterlader menneskene stærkt differentierede. Lidt som en kollage. ”Kinderæg” balancerer mellem de to bøger.

En anden del af værket tog udgangspunkt i en familie jeg så på en café i Bruxelles, komplet med en ældre mor iført en beige blazer med Minnie Mouse på brystlommen. Jeg var rystet. Og Bruxelles var absolut heller ikke min kop te. Jeg mener, det var stedet hvor den lokale sherif ringede til mig da jeg havde boet der nogle måneder og spurgte om jeg var ved at lære fransk. Jeg svarede selvfølgelig nej, jeg skulle kun bo der seks måneder, og så blev han sur og smed røret på, idet han råbte ”You should integrate!!”

Jeg oplevede en lignende udefrakommende trang til at omdefinere min viden og min væren. Jeg var ude på morgentur med Sonja nede ved vandet i Valbyparken og stirrede ud i en udifferentieret gråhed. Andre steder i verden har hørt om white out, her bliver det vel til grå-ud. Det hjalp noget på indtrykket at der lå nogle klatter tøsne rundt om i landskabet. Men ud over vandet var der kun gråt, med enkelte grå fugle der lå og var deprimerede på vandet. Nu ville det faktisk være løgn at sige at det virkede nedtrykkende på mig. Der er så fantastisk meget rum og endeløshed i den slags gråhed. Men ligefrem begejstring vækker det ikke. Ikke som nogen af de her helt klare stille vinterdage. Det er dage hvor man dropper arbejdet. Det gør jeg alligevel ikke når gråheden breder sig. Hvor fascinerende den end måtte være.

Ud af denne gråhed er der vokset en række malerier. De udspringer af det faktum at der ikke er nogen bestemt måde verden ser ud på hvis man går i detaljen. Det hele ser forskelligt ud fra gang til gang. Nok er der et mønster. Men dels er det svagt, dels skal man ikke lade sig narre. Det hele er alligevel svindel. Mine gråvejrsmalerier er en konstatering af at man kan male hvad man har lyst til, det bliver hverken mere eller mindre naturalistisk af den årsag. Øjnene ser alligevel hvad de forventer, om de ser på et maleri eller på himlen. Det kan jeg blive bitter over eller se som et vilkår, alt efter hvordan min nattesøvn falder ud. Men denne tekst er nok præget af en vis modstand mod det. Om ikke andet. Hele denne her fornemmelse af at alt er svindel. Af en eller anden grund vil ”Gruppen für drei Orchester” af Stockhausen være et meget godt bud på et soundtrack til det.

Nå, men ud af denne florlette endeløshed lød en voldsom glammen fra hvad der måtte være nogle store hunde i stærk sindsbevægelse. Det kom ovre fra Guldkysten, en lille illegal bebyggelse ude mellem Tippen og Valbyparken. Der var kun tyve meter vand mellem os og balladen, så det var ganske tydeligt hvad der foregik. Adskillige mænd med håndvåben og veste var på vej over et stakit og flere stod parat længere henne, lidt i skjul. Min fantasi rækker ikke længere end til at formode at der var tale om en politiaktion. Og sådan noget skal man ikke blande sig i. Ved jeg af bitter erfaring da jeg i en forholdsvis ung alder blandede mig i en anholdelse i forbindelse med rydningen af et besat hus i Ryesgade og efterfølgende fik nogle læstelige tæv, en tur i detentionen og en anklage om sammensværgelse på halsen. Hvis det var foregået i dagens noget rådne politiske klima, var jeg røget et halvt års tid i spjældet (hvilket jeg vel nu må korrigere til omkring et års tid). Men altså, ja, med alderen er jeg blevet noget mere nysgerrig end jeg var som ung og barn. Der kunne jeg gå forbi en saftig trafikulykke eller en ildebrand uden at kigge til siden. Det interesserede mig simpelthen ikke. Men nu får jeg lyst til at lette lidt på brevsprækken og kigge ind i folks lejligheder, og jeg går på tæer når jeg kommer forbi en hæk hvis der er en chance for at jeg kan kigge ind.

Hvorom alting er, forvandlede jeg mig til en flagermus mens Sonja prøvede at kalde mig til orden. Hun fik fat i den ene vinge, men jeg bed hende hårdt i fingeren. Ophidset af blodsmagen svang jeg mig op i luften, nynnende ”Troops of Tomorrow” af The Exploited. Nu skulle jeg fanme over og se en rigtig politiaktion med skydevåben og det hele, og det skal der altså være et ordentligt soundtrack til.

Huset som aktionen var rettet imod, lignede et lidt muggent haveforeningshus der var blevet malet i en militæragtig grå. Både hus og hegn og hele molevitten. Lige inden for hegnet, skjult af det ydre hegn, var et rigtigt herrehegn af jern med pigge på toppen og overvågningskameraer og det hele. Seriøs paranoia.

Nå, men inden for hegnet var en politimand i gang med at bearbejde en rigtig klam hund, der sad fast i hans ben, med både peberspray og knippel. Det virkede bare ikke. Så en kollega kom ham til undsætning og hjalp dyret ud af dets miserable liv ved at skære halsen over på den med en meget stor, sort kniv.

Hvis jeg nu ikke havde bidt Sonja i fingeren og dermed ikke allerede havde smagen af blod på tungen, så havde synet af det løse hundehoved nok kun moret mig, og ikke som nu vakt en temmelig utidig begejstring på et pænt åndssvagt sted. Strisserne var nemlig i gang med at ransage det der åbenbart var den lokale rockerborg for våben og narko. Som der i øvrigt blev fundet rigelige mængder af, hvilket ikke stillede det følgende i et bedre lys. Men det er sgu lidt mærkeligt at man kan bo et sted i så mange år, og til og med passere stedet adskillige gange om ugen, uden at man ved bare en bette smule om hvad der foregår lige på den anden side af hækken (”Har han virkelig dræbt fjorten unge mænd med en kartoffelkniv over de sidste fem år? Jamen, han virkede da som en pæn og rolig mand). Jeg havde ikke den fjerneste anelse om at der lå en rockerborg der.

De fleste betjente var allerede inde i huset og ud over dem tillige en håndfuld lokale håbefulde narko- og våbenhandlere der sad i en temmelig miserabel plastiksofa og prøvede at se cool ud, mens en masse våben var rettet imod dem. Det var her en tjekket vampyr havde trukket stikket ud, og havde ladet menneskene ordne deres egne affærer. Jeg har ellers som en ansvarlig forælder belært og atter belært mine børn om nytten i at høre efter hvad strisserne siger, og en enkelt gang hentet en af dem ud af detentionen (nu er det blevet til to) efter at han ikke havde lyttet til sin fars visdomsord. Men nej, jeg forvandlede mig tilbage til menneskeskikkelse stående midt på kakkelbordet. Det viste sig at være med den ene fod i det diskosstore askebæger hvori der desværre lå en meget stor chillum, og da min vægt desuden lå på den fod, trillede chillummen væk under mig, og jeg skvattede så lang jeg var ned i skødet på en meget fed rocker med daggamle skægstubbe. Ups, siger jeg bare. Og så brød helvede løs.

Som sagt har jeg passeret den her rockerborg, narkohule, eller hvad det nu var, ganske uvidende i så mange år at det gav en fornemmelse af at være helt ude af sync at opdage dens sande væsen. Ganske vist er der for det meste lidt vand imellem mig og stedet, men alligevel. Den pågældende politistorm som jeg omtaler ovenfor, overværede Sonja på en morgenløbetur, uden at hun af den grund havde den fjerneste ide om hvad hun var vidne til. Det var først da vi et par dage senere så en udgave af TV2’s kriminalmagasin, ”Station 2”, hvor temaet var Sydhavnen, at vi blev oplyst om sagens rette sammenhæng. Noget surrealistisk. Det mindede mig i den grad om første gang jeg så ”Pusher”. Det foregik i biografen Vester Vov Vov på Vesterbros Torv. Filmen foregik bogstavelig talt rundt om biografen, hvilket tilføjede en bizar rummelig dimension til oplevelsen. Det var første gang jeg så bastant oplevede at et sted jeg færdes til daglig, blev fiktionaliseret så voldsomt og så fremmed for min oplevelse af det.

Det maleri jeg har lavet på grundlag af de her oplevelser, valgte jeg til sidst at berøve enhver dramatik, bortset fra et par sure Blishøns. Maleriet viser rockerborgen fra det sted jeg normalt ser den når jeg er ude på en af mine hyppige spadsereture. Det er holdt i lyse farver, perlemor i forskellige nuancer, tynd fluoriserende maling, farveblyant, lidt glimmerlak, og nænsomt afsluttet med lidt oliemaling. Det er ikke så meget udtryk for magtesløshed over for de hemmeligheder verden skjuler for mig, som det er en konstatering af den funktion fortællinger har som værende styrende for den måde vi handler i verden på, og her var der en fortælling der dukkede op og forvandlede et sted temmelig radikalt.

Men et eller andet sted er det også den her slags ting som gør at jeg ikke kan udtale mig for eller imod kunstværket. Det giver ikke rigtig mening for mig at skulle vælge mellem om kunstværket er en ting i verden eller om det udgør et særligt felt for sig. Man ender med at blive tromlet ned af meningsløse valg.

(Måske er det selve udødeligheden der gør det absurd for mig at skelne så afgørende. Selve det at være udødelig isolerer én temmelig meget fra sådan nogle problemstillinger. Det virker så omskifteligt. Udødeligheden virker en smule depersonificerende. Man får hele tiden lyst til at starte forfra, der er jo tid nok. På den anden side er der tidspunkter hvor man dyrker helt faste vaner, grænsende til ritualer. Men igen, det ender altid med at man får et nyt flip. Jeg kan godt afsløre at ens hukommelse ikke bliver bedre af at være udødelig. Bevares, man har et noget større perspektiv end de dødelige, mere skal jeg heller ikke forklejne det, men det meste roder man hjælpeløst sammen, og man kan ikke holde det ene ude fra det andet. Der er en del administration ved udødeligheden.)

Man kan godt sige at herefter begyndte det at brænde lidt på. Det var som om jeg ikke helt kunne holde fast i det der med diskretionen. Min situationsfornemmelse var slidt helt bort af bitterhed og forvirring. Det resulterede vist i noget værre rod. Og ikke bare sådan noget med at være lidt for fuld og åndssvag. Så fra nu af bliver det nok lidt svært at være diskret med mine spisevaner.

Jeg havde ligget småsyg det meste af en uge og røvkedet mig på sofaen og var i det hele taget ikke en skid oppe på mærkerne. Sonja var i Syd-Korea til noget biennale, og jeg følte mig en anelse alene i verden, da der ikke var nogen af ungerne hjemme heller. Men Nicolai Wallner holdt 15 års-fødselsdag for galleriet, og der var fernisering på U-turn, og det ville jeg ikke blive væk fra. Så jeg mobiliserede lidt entusiasme. Men det var ikke rigtig min aften. Ferniseringen på galleriet og den efterfølgende middag var bestemt hyggelige, men jeg var en sur skid, så det hjalp ikke meget. Jeg var egentlig mest stemt for at tage hjem, men efter en uge på sofaen trængte jeg ærlig talt til blive peppet lidt op, selv om udsigterne til det var små. Så jeg tog med til ferniseringen bare for at opdage at der var en milliard kilometer kø og latterlige dørmænd der ikke lukkede nogen ind. Men det lykkedes mig at slippe ind foran resten af køen ved at spille vigtig, eller noget i den stil. Spørg mig ikke. Nå, men jeg hader diskoteker og har altid gjort det. Det hænger nok sammen med at jeg hader andre mennesker, eller noget i den stil. Det har i virkeligheden nok noget at gøre med at jeg er halvdøv og ikke fatter en skid af hvad der foregår rundt om mig hvis der er meget larm. Men det her, det trumfede en del over det niveau hvor jeg plejer at tænde af. Der var fandme unge mennesker over det hele. 2000 af slagsen. Jeg mødte Jacob Lillemose og Nikolaj Recke, og det hjalp da noget med deres positive energi og lidt pot. Men min misantropi var potent og fuldt erigeret, og en gammel plan som med jævne mellemrum dukkede op når jeg var muggen, meldte sig, fuldt udfoldet, klar i alle detaljer, fuldstændig renset for enhver overvejelse eller forsøg på kalkulation af konsekvenserne: de skulle alle dø. Spørg mig ikke hvordan jeg nåede frem til at det var en god ide at føre ud i livet, sådan rent faktisk. Men ingen slap væk. Hver eneste lille fucking artposseur i kopenhagen.dk blev smattet ud på asfalten der på Carlsberg, den kommende fucking kreative hovedstad. Der var ikke noget der hed uskyldig eller ”Jamen, jeg kom bare forbi”, ”Jeg adlød bare ordrer”, ”Jeg er bare så stiv, har du noget coke?”. Nu tager sådan noget ikke lang tid når man først går i gang. Et par strofer af “I Walked with a Zombie”, som jeg havde haft på hjernen hele aftenen, var hvad det blev til. Hold da kæft et svineri. Hold da kæft hvor var det smukt.

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det tidligere, men engang imellem er drab ledsaget af glemsel. Katarsis har en tendens til at slette harddisken på en lidt usund måde. Og denne her gang var det en smule mærkeligt, for i bund og grund gik jeg til den i løftet stemning. Jeg var afklaret. Jeg så ind til kernen af problemet og handlede på min viden. Det var ikke katarsis. Det var problemløsning. Og hvad der var endnu mere mærkeligt, er at jeg faktisk ikke kan huske hvem jeg mødte til ferniseringen andre end Jacob, Nikolaj og Lars Bang. Jeg er helt tom. Jeg husker muntre kommentarer og bøvede bemærkninger, og senere husker jeg afrevne lemmer, skrig og blod, men ingen personer. Men på det her tidspunkt var jeg ret ligeglad.

Det tog ikke mere end et par minutter før blodlugten tiltrak duerne nede fra Enghaveparken. Klamme dyr. Men jeg var allerede på vej væk, da de kom flyvende, lystigt kurrende med lysende, røde øjne. Og for en gangs skyld havde jeg ikke specielt dårlig samvittighed. Der var en fornemmelse af morgengry, af tabula rasa, af nybagte tebirkes. ”I Walked with a Zombie” klingede ud og erstattedes af ”Night of the Vampire” som er knap så psykoagtig at have på hjernen. Det der gentagende “I walked with a zombie, I walked with a zombie, I walked with a zombie.... last Night”, er for helvede til at blive blød i knoppen af. ”Night of the Vampire” er en noget nemmere sang at have kørende rundt, når man nu har det som jeg har det. Og de nybagte tebirkes materialiserede sig, langet over disken af en skidesur bagerjomfru der i dagens anledning fik lov til at fortsætte sit miserable liv.

Jeg er fuld af optimisme og rent ud sagt glæde. Nu har jeg dansk kunst for mig selv. I hvert fald et stykke tid. Og det er slet ikke så skidt. På den her måde er søndage nu dejlige.

Det blev desværre ikke ved med at være en balanceret lykketilstand. Der begyndte at ske ting som fik mig til at tvivle og efterlod mig rystet i min grundvold.

Jeg er helt sikker på at jeg så Jesper Just inde i byen en dag. Og jeg er helt sikker på at jeg simultant rev Lillibeths og Jespers hoveder af og proppede dem op i hinandens røvhuller. Men det gik nu osse lidt hurtigt, skal jeg indrømme. Og en anden dag var det Jacob Lillemose jeg mødte på Istedgade. Jeg er da glad, og alt det der, for at han ikke røg med i mit lidt smålige massedrab. Men det undrer mig faktisk en del. Jeg plejer ikke at sjuske med kunst og mad.

For at komme op på hesten igen i en fart, tog jeg til fernisering. Og der var propfuldt af folk jeg var ret sikker på at have slået ihjel, og de stod og smilede zombieagtigt ud i luften og savlede lidt i deres fadøl. Det var faktisk temmelig uhyggeligt, men allerede på det her tidspunkt vidste jeg at der var noget galt. Det blev selvfølgelig ikke mindre uhyggeligt ved at den udstilling der var fernisering på, i sig selv var zombieagtig. Noget der i sidste ende var en gang selvrefererende halløj om noget med fotografier af bøger jeg ikke havde læst. Vældig pænt sat op, men det gav ikke nogen mening uden pressemeddelelsen, og ikke meget med. Det var en af den slags dage hvor jeg stod og mumlede konspiratorisk over i et hjørne til dem der gad høre på mig, og drak lidt for hurtigt. Der var af en eller anden grund ufattelig mange børn til stede som, med de nervøst smilende forældre i hælene, rendte rundt og befamlede alt de kunne komme i nærheden af med deres små fedtfingre. De små bæster pillede ved alt og væltede ting uden at deres nervøse ophav gjorde andet end at blive endnu mere nervøse. Jeg ved godt at zombier ikke gør det i opdragelse, men en eller anden uartikuleret lyd kunne de vel godt fremstønne. Jeg gik ud for at nasse en smøg, for der sætter moderne forældre en grænse, ryge må de ikke, og sikkert heller ikke gå udenfor uden flyverdragt, og jeg tænkte at jeg lige så godt kunne prøve at slå nogen af dem ihjel. Bare for at se hvad der skete. Det gik ud over et temmelig blandet hold: Jakob Jakobsen, Søren Martinsen, Henrik Plenge, Lars Bent Petersen, en håndfuld barnløse blandede kunststuderende fra forskellige akademier og Søren Hüttle der stod og skreg at han ville have Turnerprisen. Jeg havde en mistanke om at de nok ikke tog nogen videre skade. Hvilke heller ikke var tilfældet. De rejste sig op efter nedslagtningen og rystede sig sådan lidt desorienteret og fortsatte med at ryge, selv om røgen ikke rigtig ville ned i lungerne gennem deres overrevne struber. Så kom Jesper Fabricius. Han så faktisk ikke så zombieagtig ud som dem jeg stod og talte på, men jeg tænkte det måtte være en fejl, så ham prøveslagtede jeg ligeledes. Det var en ualmindelig svinsk og støjende affære. Det var simpelthen så pinligt bagefter, for det viste sig at han ikke var spor død til en start. Men det fik jeg altså lavet om på. Det var heldigt at der kun var zombier ude at ryge lige på det tidspunkt.

Jeg havde altså fået noget der mindede om vished for, at alle dem jeg slog ihjel til U-Turnferniseringen faktisk allerede var døde, eller mere præcist udøde. At de allerede var zombier, replikanter eller de der sure jødiske monstre af mudder, hvad er det nu de hedder? Hvem var i øvrigt til den fernisering i det hele taget? De fleste jeg har snakket med, blev nægtet adgang af dørzombierne. Det er nok bedst jeg glemmer alt om det, men det fik min ellers vældigt potente paranoia til at stritte i alle retninger. Så jeg skred hjem og så Talent-finalen sammen med Sonja og Asger. Sonja var stadig lidt jetlag-agtig efter Korea.

Nu ligger de her episoder efterhånden lidt tilbage. Men de har i den grad sat deres præg på det lokale kunstmiljø. Aktiviteterne her på egnen bærer præg af at være båret oppe af udøde. Her på det sidste har jeg været lidt i vildrede om det, og i takt med at min bitterhed har lettet sig en anelse, er jeg mest stemt for glemme det helt. Jeg kan sgu godt leve med at de udøde render rundt blandt os andre og agerer pudefyld. Hvis der altså ikke lige var sket det at Sonja og jeg fik en fælles vision 1. januar i år, da vi så første afsnit af det nye X-factor. En af de nye dommere er en herre der kalder sig Karsten ”Soulshock”. I vores øjne var der ingen tvivl om at Jacob Lillemose var spærret inde i ham, og måske også Mathias Hvass Borello og et par stykker mere. Det ville måske forklare hvad der var blevet af alle dem som jeg slog ihjel for et par år siden. Deres sjæle bliver opbevaret i et andet hylster, mens deres kroppe hænger ud og drikker fadøl og søger tilskud blandt de levende. Det er et ganske logisk valg at tage bolig i folk hvis kroppe er på tv, for i denne sammenhæng er der vist ingen tvivl om at dem i fjerneren ser mig, i lige så høj grad som jeg ser dem. Lidt ligesom på Facebook. Der er ret meget der falder på plads hvis jeg har ret. Det er i så fald en selvfølge at Frank Jensen gør politisk comeback. Han må være bolig for de første tre-fire hundrede billedkunstnere. Og i det hele taget skal man bare holde øjnene lidt åbne, så ved man hvem der gemmer på hvem. Det er faktisk slet ikke så mystisk. Der er selvfølgelig tale om et nyt vilkår for os der ved hvad der er på færde, sådan rent mentalt, men dybest set er alt vel bare som det plejer at være. Forskellen mellem den savlende, apatiske fadølsdrikkende zombiekunstner og den konsensussøgende, tilskudssøgende, fadølsdrikkende normalkunstner er vel til at overse.

I skrivende stund maler jeg på et maleri der har fået arbejdstitlen ”Sacre du Printemps” (drenge og piger klædt ud som deres mødre (eller noget i den retning) som slår katten af tønden). Jeg er selvfølgelig ikke sikker på at maleriet bliver vist i den form jeg skriver om det nu. Men det ser nu vældig færdigt ud. Kilderne til maleriet er et fotografi af Asger og hans venner der slår katten af tønden for nogle år siden, romanen ”Vejen” af Cormac Mccarthy og en bog af Dan Brown (ham med Da Vinci-mysteriet) som jeg ikke kan huske hvad hedder. Der opstod en henvisning til Dan Brown gennem den lidt smartass-agtige henvisning til elementet af offerhandling, iblandet lidt modernistisk finkultur, der finder sted ved tøndeslagningen. Han påpeger altid i sine bøger det arkaiske og blodige ophav til alle mulige tegn og handlinger. I ”Vejen” går det også helt galt. Faren i bogen nægter at lade sin søn dø under henvisning til at de to er de gode, bl.a. fordi de ikke æder de andre overlevende efter den her altomfattende, men ikke nærmere beskrevne katastrofe. Forfatteren gør ellers sit bedste for at tage modet fra de to hovedpersoner. Aldrig har jeg læst en bog der bevæger sig i et så monokromt landskab. En pastorale i gråt. Nå, men frem til slutningen af bogen lader forfatteren historien rulle den vej en dystopi nu skal rulle: ned ad bakke, mod mørket, så alt er som det skal være, ondt og håbløst. Et par sider før papiret slipper op, bliver faderen syg og dør, helt i tråd med fortællingen. Og så var det at drengen i samme pennestrøg burde være blevet aflivet, for det har han gennem hele bogen mere end antydet, var hans ønske. Men nej, det første gode menneske hopper, ta-da!!, ind fra højre og redder drengen, tager ham med hjem til kone og børn og opdrager ham i guds ord. Hovsa! siger jeg bare. Den første komplette kernefamilie i bogen kommer dumpende på sidste side og udgør pludselig altings håb. Hva’ fa’n bilder han sig ind? Hvad med lidt ydmyghed over for fortællingens egen vægt og inerti? Så er det i hvert fald bedre med Ulvetider af Michael Haneke hvis slutning jeg ikke kan huske, hvilket er som det skal være. Men de to bøger jeg har nævnt, fik lempet fokus væk fra de kære børn. Det er i øvrigt en god nok casestory til beskrive hvordan jeg arbejder. Alt hvad der kan komme til for at forurene en ren form, er velkomment. Nå, men jeg kom endnu engang i tanke om, at det ikke er individuel fremtoning eller psykologi der er min drift i der her. Og hvordan det skulle være muligt at beskæftige sig med de ting på en meningsfuld måde i maleri, ved jeg ikke. Så endnu en gang vandt det konkrete maleri over en lallet forestilling om skildringen af det specifikke. Eller det gjorde det så alligevel ikke, for uanset hvordan man vender og drejer det, er referentforholdet i kunst noget mudret stads. Der er ikke et helle, der er ikke en position hvor man ”bare” kan lave kunst. Det vil sige, der er ikke nogen der som sådan forhindrer mig i at gøre hvad jeg vil (det er i øvrigt en sandhed med en del modifikationer, men det ser jeg bort fra her). Det kan rimelig nemt ende med at det man har lavet, simpelthen ikke ses af andre. Ikke misforstået, men usynligt, ikke-hørbart, ikke-læsbart. Misforstået er fint. Det er usynligt ikke. For at vende tilbage til maleriet, så er det en rodet omgang af motivationer der har drevet det frem. Både før jeg begyndte på maleriet og senere. Jeg har haft kig på fotografiet i et par år uden at vide hvad jeg skulle stille op med det. Det er et familiefoto. Det vedrører ikke min sædvanlige praksis med at registrere mine omgivelser til brug for malerier. Det her foto har et sentimentalt formål, men til gengæld repræsenterer det et solidt mix af blandede følelser. Som tidligere nævnt har jeg det mere end svært med det pænt spassede forhold vores kultur har fået til børn, en punkt 22-agtig normativitet hvor et fåtal af individer sidder ind med sandheden, som de bruger som et magtredskab i tide og utide. Og som især bliver spillet ud omkring fællesbegivenheder såsom fastelavn. Og det er derfor, fotografiet tiltrækker mig, det repræsenterer ambivalens: både ubehag og yngelbegejstring, og sikkert en del andre ting som jeg ikke lige kan identificere. Med maleriet gik det mere slag i slag. Den plan jeg havde på forhånd, var bygget på erfaringerne fra et andet maleri som nok også er med på udstillingen, et mørkt et med en halv, svævende hest. Det skulle have været helt anderledes, men det gik galt og havnede et sted som ikke havde noget at gøre med forlægget, og det har jeg det altid lidt mærkeligt med. Noget med en eller anden tilknytning og loyalitet overfor maleriets oprindelse uden for mig selv. Eller noget i den stil. Og  i øvrigt var Tøsen, en ond lille shetlandspony, med på det oprindelige fotoforlæg til hestemaleriet, og hende har jeg et privatmytologisk forhold til, fordi hun en gang sparkede mig, da jeg skulle forestille at give min mellemste søn en ridetur på hende. Men hun røg ud af maleriet. Og al det her kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at forfølge i et andet maleri, nu det gav mig sådan en lidt ubehagelig fornemmelse. Så det jeg havde, var fotografiets motiv, fastelavnsbørne. De vage fornemmelser jeg måtte have haft om fremgangsmåden forsvandt i begejstringen over malingens egenvilje. Og så var den måde at male på allerede blevet normsat. Nu har jeg en rimelig ide om hvordan jeg laver sådan et maleri. Ungernes ansigter har jeg undladt at male. Den rent praktiske årsag var til en start, at Asger, ham i den røde dynejakke (som mor lånte ham), havde det forkerte ansigt på det fotografi, jeg har brugt som forlæg, og det ansigt jeg havde fundet frem på et andet fotografi, fik jeg ikke lige printet ud, og det viste sig at maleriet klarede sig mere end godt uden nogle konkrete ungers ansigter. De her tilfældigheder, denne mangel på at kunne fortryde sine handlinger. Det at måtte betragte sine handlinger udefra, fordi de er overståede og ikke lader sig gøre om, det at kunne være i dialog med sig selv som en fremmed, at være fremmedgjort overfor sig selv, det er sgu en hovedmotivation for mig i selve arbejdet. Og det kan måske føres i et loop tilbage til vampyren som ikke kan spejles og dermed ikke repræsenteres for sig selv på en basal facon, som derfor må ty til ambitioner der igen har svært ved at lade sig repræsentere. Og deraf hele det her usmagelige blodbad og vampyrens fald med et brag og en pæl gennem hjertet, opløst, forstøvet, knap en hvisken.