af Christian Schmidt-Rasmussen
Den efterfølgende tekst foregår helt og holdent i hovedet
på forfatteren,
altså mig. Og
det er selvfølgelig et problem. Det eneste virkelighedsprincip der er i
teksten, er hunhunden Plet. Plet er vel det man kan kalde en psykopomp, en der
skal fragte den dødes sjæl til det hinsides, eller i dette tilfælde:
forfatterens sjæl tilbage til verden som vi alle bebor. Om det lykkes er en
anden sag. Alle de andre figurer er simpelthen bare aspekter af forfatteren.
Eller mere ærligt, jeg har brugt dem på
præcis samme måde som disneysjov gør: som ren staffage!!
Minotaurus er med fordi han ser smart ud, Hercule Poirot fordi jeg har brug for
en detektiv til at finde narkohandleren, og urjætten Ymer kom med i stedet for
yoghurt fordi det var mere pompøst. Når jeg retter en anklagende finger imod
dig, læser, er det faktisk bare mig selv jeg spytter i ansigtet. Når jeg
harcelerer mod Fremtidskommissionen er det ligeledes mod mig selv, mod den der
tegner forsikringer og bruger prævention. Teksten er som en astronaut der er
faret vild på et
galaktisk trip og er begyndt at se syner og snakke med sig selv. Men den kæmper
hårdt for at finde hjem igen! Den kæmper hårdt for at få en eller anden form
for betydning!
Nu starter teksten! I starten er den bare tekst. I skal
forestille jer en lidt nusset poettype på
50 år, måske med en rullesmøg i kæften, men helt sikkert med en
kop lidt for smart kaffe inden for rækkevide:
Denne dags pupiller er udvidede i en grad så jeg ikke kan fokusere
ordentligt. Lige foran mig er der et eller andet, en udflydende klat som er i
heftig bevægelse. Og som skriger, men min hørelse er imidlertid heller ikke
lige i topform. Og jeg er vel heller ikke specielt interesseret. Det ville nok
kræve for meget af mig. Egentlig burde jeg sætte mig ned. Jeg kan som sagt ikke
orientere mig overbevisende. Det er jeg klar over, og jeg er ligeledes klar
over at det nok stadig er et krav her omkring. Hvor her til gengæld er, kan jeg
til gengæld ikke helt finde ud af. Det er lidt uklart. Men det er lige her
omkring, i nærheden.
Jeg ved dog at det er fremtiden der står foran mig og kræver
en slags kontakt. På samme
måde som når kedelige mennesker ønsker at konversere i bussen om uretfærdigheder.
I bussen vil jeg meget gerne snakke, men helst kun om vejret. Alt andet er mig
ligegyldig når jeg kører i bus.
Hvis jeg lige nu sad i en bus, tror jeg at fremtiden ville
kræve den plads jeg formodentlig ville sidde på, da jeg som regel stiger på ved endestationen hvor bussen er
helt tom og buschaufføren stadig hilser venligt og kommer med en bemærkning om
vejret.
Fremtiden er blevet svært misrøgtet, helt glemt af kommunen,
har ikke været i bad længe, og skidtet får ens sokker til at hænge fast i
gulvet. Og her lugter ad helvede til. Af løgskaller og melonskaller og gammel
sprut og af lort fra et lokum der er stoppet.
Jeg har virkelig ondt af fremtiden. Den er sølle at det gør ondt. Men jeg har ikke tænkt
mig at løfte en finger for at hjælpen den. Jeg mener, lige nu KAN jeg ikke. Det
er ikke skaberi fra min side. Men jeg vil heller ikke løfte en finger senere, når
jeg igen er i trit med verden. Sådan som tiderne er vil fremtiden, efter sit
bad, en oprydning og en afgiftning, ligne en ansat i Silvan. Ikke være til
megen hjælp og formodentlig lyve af inkompetence. Hmm, eller nej, den vil ligne
en nyrenoveret baggård på Vesterbro.
Et tusindårsrige. Det allermest rædselsfulde af alt.
Egentlig burde jeg lade fremtiden bedække af en skabet køter
og en lagkage og Buzz Lightyear. Men vintertusmørket er for rart. Det virker sådan
set mere lovende end fremtiden. Som den står og spræller foran mig, virker den
så begrænset i sine
virkemidler, hvorimod vintertusmørket helt sikkert er uendeligt.
Egentlig kalder det hele på
en reform. Men jeg gider ikke. Jeg vil stille mig velvilligt smilende an
og lade som om det rager mig. Måske tage imod en udvalgspost. Nok ikke, eller,
jo, hvis betalingen er god nok. Men jeg vil pjække fra møderne og jeg vil
kritisere de forslag som et andet udvalg har fremlagt for en
fremtidskommission.
Hele byen er klistret til med dens plakat. Det er en flot
gul plakat med hvide felter med sort skrift i, der står:
Den “virkelige”
plakat ser anderledes ud, men det skal i ikke lade jer distrahere
af.
Reform af
mennesket og offentlige bygninger og pladser
Vi ved at alting forandres.
Vi har en formodning om at fremtiden bliver et delvist ekko
af det før den.
Men det kunne hænde at fremtiden er afsnøret fra det der
kommer før den?
Uanset hvad kan jeg ikke undlade at forestille mig
fremtidens menneske. Jeg prøver ihærdigt og tit, men ingen billeder dukker op i
mit hoved.
Der er tomt.
Tomrummet har en forbavsende fylde.
Det er formidabelt.
Det er her fremtidens menneske er.
Vi må hellere
gøre plads.
Vi må forbedre
adgangsforholdene til offentlige bygninger så
fremtiden kan komme ind og søge støtte og vejledning.
Vi må banke
store huller i facaderne så fremtiden
uhindret kan passere ind og ud.
Vi må aldrig
mere lukke en dør for vi ved aldrig hvornår den kommer.
Vi må gøre
pladser så vide så muligt så den kan brede sig i ro og mag.
Vi må sørge for ordentlige
siddeforhold med rygstød og skyggefulde træer og læ for regnen og vinden.
Og gader og veje må
gøres så brede at
fremtiden uhindret kan nå os.
På denne
måde forbereder vi os lidt på det
uvisse. Vi tillader det i det mindst at have en fysisk størrelse som vi intet
ved om.
Så er
det Minotaurus træder ind på banen!!
Den spasmager! I skal forestille jer ham lidt for buff på sådan en dum tegneserieagtig måde.
Lidt som lederen af footballholdet i en amerikansk teenagekomedie. Ham som i
starten af filmen scorer alle damerne og til sidst enten får røven på komedie eller bliver følsom.
Kort sagt en spade.
Det jeg vil gøre nu er at tage mine horn på. Imponerende med
ponponer og bånd og af guld og med ild og røg ud af næseborene vil jeg prøve at
kratte ovenstående opslag fra kommissionen af samtlige mure hvorpå det er opklæbet. Det er gult,
det er tænderskærende selvtilfredst. Det provokerer Minotaurus mere end godt
er. Man er pirrelig når man hele dagen render rundt med en labyrint bundet til
halen. Halen bliver øm på en
måde som ikke kan forklares til jer uden haler. I tror måske I kan sætte jer
ind i det, men tro mig, det kan Ii ikke. Men i I vil stadig bilde jer det ind
og Ii vil kalde mig Dovne Minotaurus og Fattig Minotaurus, og basalt set vil Ii
synes jeg er et svin fordi min hale er øm. Jeres hove vil knuges om glasset med
cava til det sprænges. I vil skrige af frustration over min ømme hale hele
vejen til Pattaya, mens jeg som en helt rimelig gengældelse vil skide på jeres græsplæner, og i denne
rige muld vil jeg plante angst for fremtiden. Det trænger Ii til, svin. En
klimakommision til at skræmme livet af jer. En finanskrise som i I mener er
nogle andres skyld. Men der er ingen andre end lige netop dig der er den
skyldige. Dig der står der i Pattaya eller Irma. Det er din skyld det hele. Jeg
hænger på en skide
labyrint, mens du, Atlas, må bære
resten af lortet. Og nogen hjælp af mig får du ikke. Jeg vil sidde med min ømme
hale og give dig verdens største fuckklov. Nar.
Hold da op en sur tyr, hva? Men rolig nu, nu bliver jeg
til en viking. Det har nok noget med at scenen foregår ved Mosgårdstrand,
museet ligger ikke så langt
derfra, og så så jeg engang et
tv-indslag om noget vikingereenactment der.
Jeg står på den
yderste kant af de forrevne klipper ved Mosgårdstrand og stirrer ud over det
stormombruste hav. Tårnhøje bølger river himlen itu! På trods af al virakken er
havet dog fuldstændigt tavst og vinden føles ikke mod huden og regndråberne når
ikke rigtig frem. Måske burde jeg tiltale havet. Tage min vikingehjelm af og
andægtigt gå i knæ og hviskende anråbe havet. Måske
lave lidt yoga? Havet burde kunne lide yoga. Men kan Århus Bugt? Jeg finder
aldrig ud af det, for ud af skoven bag havet kommer alle mine vikingevenner. De
har noget de gerne vil snakke med mig om. Det virker som om de vil lave det man
i en amerikansk film kalder en “intervention”. De kommer med denne her blanding
af utilpashed og falsk beslutsomhed og en arrogance der passer til et
bestyrelsesmedlem af den lokale vuggestue der vil indføre økologisk mad. Vi har
snakket om det før, de kan ikke lide at jeg snakker med havet. Det gør dem
rigtig utilpasse. Jeg har et naturligt forhold til havet. Det har jeg.
Det er fremtiden. Men det forstår mine vikingevenner ikke.
De er meget gladere for fremtidskommissionen. De har ikke brug for en person
med et naturligt forhold til et lettere debilt hav. De er heller ikke glade for
den pyntede tyr. De tror mere på reformer
og planer. Mange af dem har beslutsomt slettet deres Facebook-konti De
fokuserer. De søger sandheden. Jeg bliver så
øm over lænden af tanken. Hvorfor kan de ikke bare være ligeglade? Men så er det jeg får hjælp af en
druide. Jeg mener manden er et svin, men han distraherer mine vikingevenner.
Han gør krumspring, viser hvad han har under kilten. Skriger simsalabim og
vifter dem om næsen med sin mistelten. Han kommer lidt for tæt på Brumle, enkelte dråber af hans
mundvand rammer Brumles næse, og det er ikke en fordel hvis man vil have ham i
tale. Det er ikke en fordel når man har at gøre med en søger af sandheden, og
Brumle er en stor kritiker af uklarheden. Han er sød nok, men alt alt for
ansvarlig.
Nu bliver jeg til en frygtløs dykker der kæler med Ymer!
Og det er her urjætten kommer ind, som stand for et andet surmælksprodukt.
Egentlig er det en omskrivning af en onaniscene fra en Erwin Neutzsky-Wulff
roman fra omkring 1980, måske Hav?
Men omskrivningen er for omfattende og personlig til det giver mening at
forklare. Episoden der nævnes fra Øbro bibliotek, har fundet sted uden for
teksten. Skælv, bibliotekarer
– og læs!
Jeg kæler med en swimmingpool fyldt med Ymer. Jeg har våddragt
på, for Ymer er iskold. Og dykkermasker og iltflasker for Ymer er rådden. Men
han har et venligt gemyt. For tiden passer det mig bedre end mine venners.
Poolen ligger i fremtiden. Det er et storslået og sanseforvirrende landskab.
Ikke alt op er op og ikke alt ned er ned, og det er kun mig der har et problem
med den rådne Ymer, og jeg ved at det vil gå
over når jeg kommer længere ind i fremtiden. Her er lilla rumedderkopper
og små bakker med hindbær
som man bare kan tage af som man har lyst og en æggegul sol der nynner fornøjet
og et sort hul der flår alt fra hinanden. Som en stor sort hund med en lille
piges dukke. Det er i ordets bedste forstand moderne. Helt up to date så at sige. Jeg ved at det er noget
jeg bliver nødt til at vænne mig langsomt til. Men nu er jeg her endelig. Jeg
har ventet lige uden for døren siden jeg som knægt spurgte bibliotekaren på Øbro Bibliotek om en bog der
beskrev fremtiden. Han var ikke til megen hjælp, den stakkel. Den må have været der et eller andet
sted blandt alle de mange bøger. Men hans uddannelse var åbenbart ikke præcis
nok til at han kunne udpege den bog i de uendelige stakke, bogtårne, der rejste
sig mod himlene, svimlende op mod katakombernes mørke hvælvinger, op mod
undersiden af en ravnevinge i leg over et øde fjeld, for evigt ved at styrte
sammen under deres egen vægt. Det dækkede hans uddannelse ikke. Det havde de
ikke lært på biblioteksskolen.
Drikke te og skæmte og sex på magasinerne
og en sanselig trang til at befamle bøger og dæmpet tale. Og alt dette er nu
afløst af min lille søde hund, Plet, der rystende står og kigger på sin hundefar skanne sine hjemlån
på en gigantisk maskine.
Det er helt hundrede at de venlige mennesker på
biblioteket i Sydhavnen kan vise mig fremtiden nu, men nu kan jeg selv.
Nu vil jeg selv. Dengang var jeg bare et fortabt barn uden en fremtid. Nu er
jeg en voksen mand i våddragt der svømmer rundt i en frygtindgydende fremtid.
Nu er jeg Minotaurus igen, og det er vel en Minotaurus
der leder efter sin Ariadne til at få
lidt form på sit
liv. Hans blodtørstighed er bitterhed over sin egen forvirring over labyrintens
snørklede gange der gentages i hans egne horns evige ekko. Noget der først
findes en løsning på til
sidst i teksten.
Plet og jeg er brudt ind hos Fremtidskommissionen. Vagterne
ligger hovedløse uden for bronzeporten. Mine horn er røde af deres blod og Plet
gumler på den enes mandler.
Vi står målløse over der det rod der møder vores øjne. Plet måber ikke, det gør
jeg. Hunde måber ikke. De har taget alting og klippet det i bitte små stykker og sprøjtet sennep og
ketchup på det og trampet på det. Æltet det sammen og udgivet
det som et sekshundredebindsværk. Og en sammenfatning på treogtredive linier (læg mærke til at det er samme
antal linier som på plakaten!)
på bagsiden af en konvolut
fæstnet med en drabelig dolk på brystet
af en ældre kvinde i en helt enormt elegant aftenkjole. Hun virkede vagt
bekendt, men den virkning har døde altid på
mig når de kommer vaklende imod mig for at låne lidt varme i min favn.
De fylder mig med en modvilje som kun fjerne slægtninge, der prøvende konverserer
om låneomlægninger, kan fremkalde. I må
ikke misforstå mig,
det er ikke en dyb modvilje, det er den der dårlige samvittighed som fremkaldes
af at jeg ikke har nogen ide om hvad der tales om og hvorfor og af at jeg er
ligeglad og bare venter på at
det holder op så jeg kan
komme til buffeten, ikke fordi jeg er sulten, men her er helle, her kan man nøjes
med at sige mmmmmmm og hmmmm og mjaaaa. Så
jeg stirrer på den døde
kvinde og venter på at det
går over, at hun undskyldende rejser sig op og forlader lokaler med al sin død,
hvilket hun til min store lettelse gør til sidst. Det er et held at jeg fik
Plet med. På hende er det
tydeligt at alt herinde er en jævn masse. Efter hun har været henne og lugte
lidt her og lidt der er det tydeligt at alt lugter ens, hvilket får hende til
at gå i stå i en langsom glidende bevægelse
som kun kan ses af os der kan lide små
hunde. Jeg vidste det! De prøver at fratage mig håbet! Som den savlende
druide med alle hans krumspring spytter de mig lige i mit åbne ansigt! Dem med
deres planer for et dejligere nærmiljø
med røde stisystemer og eksotiske karruseller og udenlandske
skraldespande! Hvor kan jeg købe min narko i jeres røde helvede?????? “Lige ned
bag gyngerne,” siger en lille stemme bag en klistret klump kommissionsrapport.
Det er en dejlig lille stemme som straks får mig lidt ned fra min selvretfærdige
harmes ligbål. “Lige nede bag gyngerne fra Libanon,” fortsætter den, opmuntret
af mit mildnede humør. Hercule Poirot, i en meget lille og sjusket udført
udgave, træder frem i lyset fra Fremtidskommissionens fakler. Han kigger meget
beklemt på mine blodige
horn. Plet farer frem og gør rasende som kun en lidt for lille hund kan med
alle fire ben strittende lige ud i luften, let svævende af arrigskab. Om
Hercule ved vi at han er detektiv. Han er med her fordi han er så dygtig til at finde en
narkohandler til mig. Om belgiere ved vi at de vil give deres højre arm for
voks til deres overskæg. Ham her ville have brugt voksen til at indstøbe Plet
i, og måske en lille smule til overskægget. Men sikkerhed kommer før forfængelighed.
Det så jeg straks, og det
mindskede selvfølgelig min tiltro til hans oplysninger, men jeg bøjede mig
trods alt ned og tog ham ved hånden og lod mig føre om bag de libanesiske
gynger. Der stod rigtignok en vaskeægte narkohandler, men forudsigeligt nok
solgte han selvfølgelig kun rød libanon, noget rigtig modbydeligt lortehash,
fra en cykelvogn fremtidskommissionen havde givet ham. Han solgte også lækker suppe fra et fjernt land.
Poirot var noget beklemt over mit tydelige raseri. Han kunne ikke finde ud af
om han skulle være meste bange for mig eller den vaskeægte narkohandler og hans
cykelsuppevogn. Der er meget han ikke ved om forskellen mellem narkohandlere og
udvalgsmedlemmer, om forskellen mellem forhandlere af lækker suppe fra fjerne
lande og en mand iført våddragt indsmurt i rådden Ymer i ledtog med en lille
hund. Jeg kunne lugte Hercule gennem råddenskaben. Han var kommet rejsende fra
en tid uden deodorant, hans skjorter er aldrig blevet vasket og jakkesættet
aldrig renset, og hans underbenklæder
– oh rædsel manifesterede sig med stor autoritet selv om de var helt dækkede
af de skidengrå bukser. De
har nu nok engang haft den farve der nu så
poetisk kaldes kamel, den hedengangne beige som ellers var en fin diskret
farve i udkanten af det synlige, men den manglede nu også al lugt. Når man først en gang
har lugtet en kamel er navnet beige ikke længere dækkende. Beige dækker alle
aspekter af det kønsløse, men vi hører ingen lyde og kan ikke registrere lugte,
hvorimod kamelen både er kønsløs og stærkt lugtende og til tider udstøder lyde.
Når vi siger kamel forestiller vi os fremtiden som et selskab af høfligt
konverserende mennesker af begge køn og derfor er man ingen af dem. De står med
lunken cava i klovene og snakker om deres børn og er generelt bekymrede. De
tror de har lungekræft og har derfor givet op, anstændighed er so last year.
Men det er kameler uden pukler. Den værste slags, de har ingen stamina, de står
som får i en snestorm på denne
smukke sommerdag, og undertegnede, udvalgsmedlemmet, er rasende, det er dem der
har givet narkohandleren suppevognen og tvunget ham til at sælge rød libanon
fordi den fik fem kokkehuer i Politikken. De har for længst slettet deres
Facebook-kontiog tilmeldt sig Nationen! i stedet. Det føles meget bedre. Men de
er i besiddelse af vaskepulver og renserier og deodorant, så selv om Hercule er en broder i ånden
viser de ham væk, de vil meget hellere småsludre lidt med narkohandleren der pæn
og nyvasket står så stolt
ved sin nye suppevogn. Hercules underbenklæder står stolte, stive af årtiers
skidt. De har en helt urimelig autoritet. De stråler, men det tæller ikke her.
Ingen i forsamlingen vil vide af Hercule. Så
selv om narkohandleren er lidt beklemt ved det, er hun også noget skadefro. Det krævede ikke
så meget at blive indlemmet
i fællesskabet som hun havde troet. Bare sjælen, og jeg mener, selv jeg kan
undvære den, men i bytte for min fik jeg nogle kanonflotte horn og en
udvalgspost, og det er immervæk et bedre bytte end en suppevogn.
Det er Fremtidskommissionen, og de har lige opfundet
kajakpolo og skibakker på kraftvarmeværker.
Sådan bare lige, over et glas cava. De er allerede langt ude i en fremtid hvor
alle kønsdele er økologiske med sukkerovertrukne violer og dufter af lavendler,
narkohandleren var bare et pilotprojekt. “Er det krigen jeg kan høre i det
fjerne?” udbrød en af
kamelerne uroligt ved en høj metallisk lyd, noget kameler hader mere end
Distortion. “Nej,” svarede jeg, “det er to skeletter der boller på et bliktag.” Jeg ved ikke om I
kender de bebrejdende blikke små hunde
kan sende. De bliver selvfølgelig sendt nedefra, det siger sig selv, snuden
peger frem, poterne mod jorden, hunden står med siden til den der skal
bebrejdes, og så kigger den
skråt op. En slags mild fuckklov med hundeøjne. Det gør ikke ondt, men man
fornemmer at den lille hund er helt uenig, men netop på grund af størrelsen er ens følelser splittet mellem
tilfredshed med at den ikke kan blande sig og en smule dårlig samvittighed over
at ens kærlighedsfange er sat helt uden for indflydelse. Men det var ikke to
skeletter i et knoglet favntag på et
bliktag der larmede så forfærdeligt,
for hvor kan man finde bliktage nu? Tagene er for længst stukket af til
fremtiden, der er kun nanotage med solceller, og skeletter på dem ville få vores dimension til at bryde
fuldstændig sammen, så smagløst
ville det være og i øvrigt ikke give andet end nogle prutagtige lyde fra sig.
Og det er slet ikke nok til at bekymre en cavadrikkende kamel, men mig ville
det nu nok have moret. Prutter er altid sjove. I hvert fald lige indtil at
universets kanter begyndte at krølle sammen og afsløre at bagved var en nøjagtig
kopi, bare helt frisk og uden fejl, fuldstændig ligesom en meget fjern fortid
hvor der kun var smarte dyr og ingen pakistanske tekstilfabrikker. Så ville jeg nok blive lidt lang i
ansigtet. DET VAR SELVFØLGELIG FREMTIDEN DER LARMEDE!!! I skikkelse af en brændende
busk på to lange og
velformede herreben og med to pæne arme der kraftfuldt ruskede i tremmerne i
den tre meter høje og meget flotte smedejernsport som holdt fremtiden
forsvarligt ude fra den meget smukke og velholdte park hvor
Fremtidskommissionen holdt sit forældremødekomhinandenvedkomsammen.
AAAaaAAaaAaaArgHhHHHHHHHHhhh
HH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Som I nok kunne fornemme har Plet ikke en skid at sige,
virkelighedsprincip eller ej. Denne forfatter gide ikke deponere sin sjæl i
virkelighedens dødsfælde lige med det første. Til gengæld gider han godt et
slag yoga, det er rimelig tilforladeligt. Tror han!! Han bliver klogere!! (Nu
er det i øvrigt længe siden jeg har taget et slag yoga, noget bøvl med
skuldrene som yogaen gjorde værre, meeen jeg skal da i gang igen, styrketræning
er ikke helt nok til sådan en stiv herre som mig.)
Til yoga. Som altid stærkt svedende, i smerte og så ufleksibel at jeg undres over
hvordan jeg til daglig får smyget mig mellem atomerne uden at få hold i nakken og et alvorligt
hekseskud. Der er så forfærdelig
mange atomer og konspirationer mellem disse at det kan virke rigtig håbløst.
Men her er jeg, og langsomt toner lærerens muntre og let ironiske stemme frem.
Iwona er så overbærende at
jeg vakler mellem gråd og raseri. Hun går hen og giver min lænd et let skub og
mumler at den godt nok er stiv. Det opfatter jeg som en udvej for mit smertende
legeme. Det er en ren lettelse. Hvis der kun er stivhed og smerte kan jeg
forlige mig med det. Hvis det er uformåenhed er det for svært. Alt for svært.
Hundenhovedned er smerte. Nutid er smerte. Et stadigt mere svigtende legeme som
af en eller anden grund altid befinder sig i nutid indtil det forlader tiden og
kun efterlader et rastløst spøgelse men når det kommer så vidt skal jeg nok være et
afslappet spøgelse min jamren skal nok ophøre jeg vil svæve parallelt med
vinden og ikke blande mig i noget og hengive mig til evighedens kedsommelige
tryghed til gravens sorte muld. For det er ved gud en jammerdal som
Fremtidskommissionen bebor. Skyggernes dal, en skide Platons hule. Og nu kommer
druiden igen, spjættende som en anden sprællemand, og fortrænger med sine
rystende maracas min noget befippede yogalærer. Han mangler fuldstændig den
muntre værdighed som jeg trods alt er begyndt at sætte pris på. Lædersnorene
fra hans uviklede viklers pisker omkring hans lægge og pisker mit svedige
ansigt, og ind på scenen,
som afløser for Iwona, træder en lille overstadig fastnumset rundbarmet trunte
med headset, og med en overraskende dyb stemme befaler hun mig at lave en lille
sky hvorpå jeg skal putte
mine tanker og med et let pust, som fra en godsindet havets dæmon, skal jeg
sende den væk. Det er det jeg siger, det er en jammerdal, et skyggernes
imperium, Platon var en lort.
Nu lykkes det kortvarigt for Plet at indhente
virkeligheden som har form af en rådden ål med profetiske evner. Med et er vi på Tippen, en gammel
losseplads ved Valbyparken, der er fredningstruet og hærget af spøgelser af afdøde
boghandlere.
Plet havde endnu en gang rullet sig i den rådne ål. Hun så så
stolt og lykkelig ud som kun en lille hund kan. Det er en lukket
genbrugsplads der med dobbelt korslagte arme stiller sig kommunalt hovmodigt
an, men hun var lykkelig og det er sikkert godt for pelsen. Eller noget.
Hvordan ålen var kommet så langt
væk fra vandet var ærlig talt lidt mærkeligt. Det mest sandsynlige scenarie er
at nogen stjal den i den lokale Irma og endte med smide den væk. Jeg tror de
har været fremmedgjort over for deres bytte. At de ikke helt vidste hvad de
skulle stille op med ålen. Jeg forestiller mig nogle hassede ungdommere, og jeg
mener: Ål er dyrt, så derfor
er det en oplagt ting at stjæle. Man gider jo ikke stjæle billige ting, det er
simpelthen for lavpraktisk. Men hvilken dialog de mon har haft med det
formodentlig vakuumindpakkede røgede kadaver? Hmm. Tør vi stille spørgsmål om
klasse? Er fremmedgjortheden over kadaveret funderet i klasseangst? I foragt
for muligheden for social opstigen ved hjælp af ål? Eller talte den i tunger
til dem? Det tror jeg! Måske smed de den slet ikke væk? Havde de måske
arrangeret sig omkring en af de bålpladser som andre ungdommere som dem selv
har lavet rundt omkring på Tippen?
Måske med ålen på en sten
for sig selv. Og havde de alle kigget overrasket op fra deres stener da ålen rømmede
sig og begyndte en tale på et
for dem ukendt sprog? Det ville i så
fald have været en aften fuld af mystisk betydning og løfter om
fremtiden. Lige pludselig ville denne her fremtid være noget der fremkaldte
kuldegysninger af velbehagelig uvished og ikke en uendelig række af rapserier der
langsomt fadede over i pensionsopsparing og Netflix. Indbildte krænkelser ville
være den skrænt de skulle trille deres gødningskugle op ad i håb om at det
ville vare evigt, at kuglen en dag ikke bare bliver liggende på toppen og bare LIGGER der og at
der ud af den ikke klækkes et afskyeligt væsen de skal plages af til det er
voksent nok til fornægte dem og forlade dem rygvendt med en fuckklov hævet over
højre skulder mens deres indtørrede nu aldrende hylster ville trille raslende
over sletten båret af en isnende vind. Alt det blev de befriet for af ålens
tungetale, og nu er det den der ligger død tilbage og i sin råddenskab langsomt
bliver masseret ind i pelsen på forskellige
hunde der passerer den. Og den smiler lige så
lykkeligt som Plet. Sammen valser de ind i solnedgangen, skulder ved
skulder som de bedste venner i verden. Og for at fejre det smider de unge
mennesker enten hashen fra sig i afsky eller, mere sandsynligt, spurter hen til
deres narkohandler og køber al hans bedste tjald og det der methamfetamin og
derefter en masse sprut, og de knalder helt ukontrolleret ud i begejstring over
at fremtiden ikke er en så kæmpestor
lort som Platon var det. Så vi
må konkludere at ålen selv
er gået derhen og har lagt sig for at hvile til den rette ledsager dukkede op.
Og her står vi så syngende,
Plet lidt mindre end jeg, men immervæk syngende, synger vi:
Før sangen starter vil jeg lige præcisere at vi er i
Fremtidskommissionens lokaler, og det jeg der taler er en revisoragtig revisor.
Den døde kvinde i den helt vildt elegante aftenkjole, som optræder tidligere i
teksten med en dolk og et referat af kommissionens rapport plantet i brystet,
er revisorens chef. Minotaurus, som også
er mig, optræder også, og så
er forvirringen total.
Revisoragtigt sidder jeg på
min umagelige og knirkende, antikke kontorstol i petroleumslampens skær
og påpeger arkiveringsfejl, synger vi. Kan dette værk tilskrives nogen fra Les
Légions Noire, et bretonsk black metal netværk fra start halvfemserne, eller er
det en parodi? Det er meget vigtigt om det er en parodi. Intet er vigtigere for
denne revisor. At værket består af en lydoptagelse af et metalorkester hvor
optagemikrofonen er proppet op i en død rotte, er underordnet, og at det lyder
ad helvede til er endnu mindre vigtigt. Svedende forsøger jeg at fastholde gåsefjeren
mellem hovene. Et kamelstøn kommer over mine svulstige læber, og med møje, stor
møje, får jeg streget fejlregistreringen ud. Men jeg mangler stadig at få registreret lydoptagelsen
korrekt. Mine skuldre smerter og mine klove er fedtede af det lort og pis jeg
vader rundt i. Min indhegning og fjeren smutter ud af mit usikre greb og falder
mod gulvet. Den rammer ikke gulvet. Den rammer Plet med det resultat at den
laver en klat på Plet. Det
får denne revisor til at bryde sammen, for hvordan skulle jeg kunne omskrive en
hund? Hvordan reviderer man et væsen uden ironi? Hvordan reviderer man
uendeligheden? For fanden da også noget
fuckerlort, stønner denne kamel, og selvfølgelig står chefen lige der foran mig
og ser vildt forvirret ud. Det er vist ikke fordi hun har noget imod at jeg
passer mit arbejde. Gu'bevars, som hun nok ville sige, hvis det kan more dig,
ville hun sige og daske let flirtende med den yderste bagside af sine fingre
mod min ømme skulder. Egentlig er hendes forvirring vel forståeligt. Foran mig
svæver en 3D-animation af hvordan mikrofonen blev indført i rotten i et
ultrafastforwardloop: ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind,
forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind,
forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind, forfra, ind,
forfra, ind, forfra. Selvfølgelig forvirrer det en første gang. Man kan aldrig
være ordentlig forberedt på Tusindårsrigets
komme. Især ikke når det er så relativt
tarveligt. Man havde jo nok regnet med noget lidt federe, noget med smoothies
og smarte dyr, som minimum i det mindste. Og her er det at jeg skal lette sløret
for at vi befinder os i Fremtidskommissionens hovedkvarter, det med bronzedørene,
faklerne og Anubisvagterne og den der trehovedede hund Cerebus, som Plet bare
ikke kommer godt ud af det med og som jeg selvfølgelig tog under kærlig
behandling. Bag dette vi som jeg nævner, er både mig som Minotaurus og mig som
medlem af Fremtidskommissionen og så
som revisoren. Og tidspunktet er i sekunderne før det går op for os,
altså mig, revisoren og min
chef, i hvilken form vi skal udgive vores længe ventede rapport.
!!Hun lægger en hånd på
min klov og kigger mig dybt i øjnene. I et glimt har vi haft en fælles
vision: Det er rapporten der er tusindårsriget, og det eneste vi behøver er det
der med at makulere den og ælte en uoverskuelig mængde sennep og ketchup ind i
papirmassen og så udgive
den og hyre en solbrændt religionshistoriker med hvidt hår og hvidt skæg til at
snakke om hvordan anstændigheden ikke er en nødvendighed i lige præcis det her
tusindårsrige, da det alligevel er en fuldstændig ensartet masse hvor intet
lader sig skelne fra noget andet. Mand, hvor er vi på den fedeste OPTUR!!!! Den lille ureviderbare hund
flygter i skræk og væmmelse, men chefen og jeg danser rundt med hinanden i
favnen, mens vi som jyske ulve hyler mod månen som vel egentlig bare er en
kuppellampe med døde fluer i, men som lige i dette øjeblik er MÅNEN!!!
OPTUR!!!!! FOR HELVEDE!!!!!!
Og nu fortæller vi hvordan revisoren fik sit ansvarsfulde
hverv i fremtidskommissionen.
Og nu ligger jeg her, hovedløs og med en lille hund til
forsigtigt at slikke mit blod op. Det er bare lidt sølle, hvis jeg selv skal
sige det, men jeg har da tænkt på at
hanke lidt op i mig selv og flytte til byen. Selv om jeg godt ved at det ikke
vil løse alle mine problemer, så vil
det måske give mig en ny chance, for jeg er ærlig talt kørt fast her. Bevares,
det er da meget hyggeligt med gutterne, vi får siddet lidt hjemme hos Jens og røget
nogle fede mens vi venter på at
gymnasiet er ovre. Men rigtig fedt er det ikke, og vi får ikke rigtig købt
nogen nye plader, så det er
mest Pink Floyds The Wall der er på
grammofonen, og vi skammer os allerede over en dag at skulle fortælle
det til vores børnebørn: Vi sad på
det og det teenageværelse i den og den by og hørte det og det musik og
vores forældre var gode anstændige borgere, så
ikke engang det kan vi pege på. Vi var ude af stand til at rode os ud i
bare et lille bitte problem, og det er ufatteligt angstprovokerende at vide at
det aldrig kunne være gået galt, for hvis det var gået rigtig galt var vi bare
blevet ledere af et børneteater i Rødovre, og selv om det havde været en
ufattelig ydmygelse, så havde
det nu nok været et ret godt arbejde med nogle søde og sjove medarbejdere der
ville have gået op i deres arbejde med liv og sjæl, og man ville være en der
blev regnet med der i kommunen. For helvede … og blive hyret til
Fremtidskommissionen, og det udvalgsmedlem der indledte denne fortælling og som
undertegnede var bitter på i
lang tid, er så lige
pludselig den der er bitter, og en varm følelse vil brede sig i min krop, og spændingerne
i min ryg og nakke vil forsvinde som dug for solen. Faktisk vil de som Ikaros
baske hovmodige op mod solen, men de vil være noget smartere end ham: de vil
nemlig fordufte og blive et med altet!! Og på
den måde vil altet få ondt
i nakke og skuldre. Fint nok, men resultatet er stadig at jeg ligger slagtet
her, godt nok med min skadefryd over for udvalgsmedlemmet intakt, men stadig
vil jeg ligge her i en blodig pøl, og min chef vil stadig have min smukt
dekorerede dolk med resumeet i form af plakaten plantet i sit bryst. Men de
forregnede sig trods alt lidt. Vi nåede lige akkurat at få hyret plakatmafiaen. Nu er
resumeet i det mindste klæbet op over hele byen, det er det vigtigste,
rapporten er der alligevel ingen der læser, og når jeg får samlet mig sammen, sådan
helt bogstaveligt, så…..
Og nu varmer jeg endelig op til at teksten slutter!!!
Puha, hva? Det holdt hårdt folkens! Nu syrer det hele lidt mere ud, og bare
rolig, jeg ved heller ikke hvad teksten har været ude på, jeg blev bare besat.
Og bare rolig, min besættelse har ikke været af dæmoner eller sådan noget pjat.
Teksten er faldet ned i mit hoved fra solen. Den der voldsomt lysende plet på himlen. I øvrigt ved
jeg ikke hvad Hercule har lavet i mellemtiden.
Hercule Poirot slæber Ringo Starrs hoved i håret efter sig
mens han nulrer sit overskæg med den anden hånd. Han kaster et kort uinteresseret
blik på kommissionens
plakat. Vores arbejde har båret frugt.
Resultatet er dog stadig at jeg ligger slagtet her og er
meget forvirret da jeg ser mig selv træde ind gennem bronzeporten dresset op
som en lam udgave af Minotaurus med en sudokubog bundet til halen og med den
helt klare agenda at slå mig
ihjel og sprede mig ud over hele kommissionens vidtstrakte lokaler, så er det jeg gisper:
en flodbølge af pis, en meget langsom flodbølge af pis og en
papmache af sennep, ketchup og kommissionsrapporten fylder min mund og mine øjne,
den fylder Minotaurus til randen
der er nogen der konstant skriver kommissionensrapporten om
nu.
Nu står der i den:
det er en jogger der i sit spritnye løbetøj maser sig frem på parkstien
han vædrer mig, han fortsætter, vender sig om og skriger
sanseløst rasende
det er den nye rapport:
en jogger i sit spritnye løbetøj maser sig frem på parkstien
og han vædrer mig og fortsætter og vender sig om og skriger
sanseløst rasende
det er den rapport der nu fylder den stakkels tyr til randen.
Men på den anden side dæmper
det dog ekkoet i mit hoved og især i hornenes sneglesnoningernes yderste ender
som smertede af al den plads der var i den gamle rapport
i det nyeste referat der simpelthen lige er kommet, som kom
tikkende ind lige nu, det skal klæbes op over hele byen af lydige slaver, af
jer!, i det står der intet længere. Al teksten forsvandt, alt det I lige har læst
er forsvundet! Den findes ikke mere!!!
nu er der bare et billede af en tyr der sidder på en eng og snuser velbehageligt
til blomsterne
man kan ikke se hegnet der omgiver engen
men i en lille spejling i Ferdinands ene øje kan man
fornemme et slagteri som tager imod alle
det er sådan vores liv ender
Så på en eller anden måde
har det vel lykkes Plet, det lille møgdyr, at få fragtet min sjæl over til virkelighedens
dødsspiral. Så her
kan vi sidde med Ferdinand på
græsset i indhegningen og stirre ham dybt i øjnene. Og det kunne
vel være værre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar