..............en eller anden måde er hvaløglen Ichthyosaur
en vigtig figur, blandt mange andre, for mig. Det at den ligner delfiner og
andre småhvaler gennem sin tilpasning til et tilsvarende miljø og levevis, men
på den anden side er et helt andet slags dyr, det blev et vigtigt billede for
mig. Dels fortalte det mig at billeder kan lyve, dels at netop den overfladiske
lighed peger på et dybere slægtskab. Her er ligheden ikke gener, men
omstændigheder. En ting der også gjorde et indtryk var at denne her illustration
fremstillede hvaløglen i et dæmonisk lys. Det var en ting der den gang
kendetegnede fremstillingen af tiden fra før dyr fik pels på og kunne ligne
vores kæledyr. Vulkaner var i udbrud, det regnede med meteorer, himlen var sort
og dæmoner udkæmpede slag i sorte have, intet lignede noget vi kender. Lige med
undtagelse af hvaløglen Ichthyosaur, men det dæmoniske ved den stammede i mine
øjne fra den forvirrende lighed den havde med de heroiske delfiner. Det er
selvfølgelig overflødigt at nævne at jeg elskede denne mørke grusomme verden og
at senere mere ”objektive” fremstillinger af jordens barndom irriterer mig.
Omkring år 2000 var jeg ude i skoven i Peru, der hvor den lyserøde floddelfin
hersker. At se en større flok af dem holde fest i fisk der var bedøvet af
iltfattigt vand, at se dem spring rundt og pjatte, eller hvad det nu skal
forestille, er en af de større uannoncerede naturoplevelser jeg har haft. I den
lokale mytologi er delfinen en dæmon i forklædning, måske selveste satan, som
går på land og besnærer unge kvinder og leder dem ud i floden og drukner dem,
hvilket både fik mig til at mindes min dæmoniske hvaløgle, men ikke mindst fik
mig til at tænke lidt over den mytologi der er forbundet med de heroiske og
nuttede middelhavsdelfiner. Som en sidebemærkning skal det nævnes at de lokale
piratfisk var nogle små ynkelige nogen der fik tæv af ænderne. Forespurgt om
der var nogle farlige piratfisk der omkring blev der svaret benægtende, men at
vedkommende havde hørt vi havde nogle farlige nogen i Europa. Måske tog
vedkommende pis på mig, hvad ved jeg. På et eller andet tidspunkt i starten af
halvfjerdserne var jeg i Stockholm med min far, hans kæreste og min lillebror.
Turen står ret tydelig for mig, så på det sæt er lidt underligt at jeg ikke kan
huske om jeg synes det var en god tur eller ej. Mit forhold til Stockholm
svarede lidt til mit forhold til New York. Min far havde læst op af Sjöwal
& Wahlö’s bøger, dem med Martin Beck. Så på den måde var Stockholm et
fiktivt sted for mig før jeg ankom, men i modsætning til New York helt uden
billeder. En lidt spøjs ting ved bøgerne var Martin Beck, læst op med min fars
stemme. På nogen punkter kan de to figurer godt minde om hinanden, så når
Martin Beck lejlighedsvis kom med udtalelser der ikke mindede om noget min far
ville sige, skurrede det på en eller anden måde i mine øre. Jeg er ret sikker
på at jeg ikke koblede mellem bøgerne og så det faktiske Stockholm. Og så
alligevel, jeg ved ikke rigtigt. Jeg var et halvt årstid i New York for nogle
år siden og boede på Manhattan omkring der hvor Godzilla og alle de andre
monstre render rundt og tramper på bygninger. Ude på gaden var det ikke noget
jeg skænkede en tanke, men om aften når jeg sad hjemme og så film virkede
kulissen på en eller anden måde meget nærværende. Lidt på samme måde som da jeg
så Pusher i Vester Vov Vov som er beliggende på Vesterbro hvor filmen foregår.
Virkeligheden fik et lidt uvelkomment fiktivt lag som jeg ikke var vant til.
Men det er selvfølgelig old news nu om dage. I Stockholm havde vi lånt en
lejlighed ude forstæderne, noget med noget lav beton og nåletræer. Mange år
senere faldt jeg over vampyrromanen ”Lad den rette komme ind” som foregår i en
sådan forstad til Stockholm, ikke så langt i tid fra da jeg var der, med en
hovedperson på den alder jeg havde den gang, med nogenlunde de samme
præ-teenageproblemer som jeg havde osv. Selv den vold der er i bogens slutning
hvor bøllerne bliver slagtet er mig bekendt (om ikke andet end som en fantasi).
Så det er vel ingen overraskelse at bogen, og senere filmen, gjorde et stort
indtryk på mig ved at være en slags full cirkel. Bogen bliver i øvrigt indledt
med et citat af en svensk digter, det lyder nogenlunde sådan her: forstædernes
mangel på mystik skyldes deres mangel på hemmeligheder. Eller omvendt, eller
helt anderledes, det er ikke så vigtigt for det her handler om hvad jeg husker
og der med hvad jeg bruger i mit arbejde. Det er efter tyve år i en
haveforening i Sydhavnen gået op for mig at jeg ikke længere bryder mig om den
by jeg er opvokset i. Forstæderne er blevet det sted hvor netop det jeg ikke
ved hvad er, kan forekomme. Det at der simpelthen er længere mellem molekylerne
gør at der er plads til at forestille sig ting. Afstandene gør til dels at man
ikke i samme omfang hele tiden optræder som billede. Boulevarderne er meget
langt væk og det sætter jeg stor pris på. Hemmelighederne er legio. Og på en
eller anden måde er Dalis maleri Wilhelm Tell som hang på moderna museet, da
jeg så det som barn, blevet et billede på det for mig. Ikke på det
underbevidste eller noget i den stil, men på gådens befriende tomhed.
På et eller andet tidspunkt i starthalvfjerserne begyndte en
af goggerne på mit fritidshjem at læse højt af Hobitten. Det foregik i på en
feriekoloni nær Præstø som fritidshjemmet benyttede. Det var nogle relativt
flippede gogger så vi fik lov til at strejfe frit om i landskabet. Det er vel
nærmest overflødigt at sige at bogen og landskabet flød sammen. Jeg havde været
en oplagt kandidat til rollespil hvis det havde eksisteret på det tidspunkt. Nu
måtte jeg nøjes med skaklubben. En af de andre gogger improviserede
vampyrhistorier hvor vi kunne byde ind på handlingen som deltagere. Det er en
af de mere karakterdannende kulturelle begivenhed jeg har deltaget i. Det var
vel efter forbillede fra de børnebøger af A. S. Neill som blev oversat på det
tidspunkt, som netop bestod af fortællingen som kollektiv improvisation. De
samme gogger tog os med ind og se Dødens triumf, denne her dystopiske
undergangsballet. Den var til at forstå for en 9årig med lidt introduktion.
Goggerne var selvfølgelig rigtig godt og grundigt venstreorienterede og var
ikke blege for at undervise os, de viste bl.a. filmatiseringen af
Historiebogen, en marxistisk tegneserie om historien for børn. Siden da har der
for mig altid været en kobling mellem det ret og regulært flippede og det
venstreorienterede. Det er åbenbart lykkedes mig at styre fri af de mest
forbenede DKP’ere, –ml’ere, KAP’ere, osv, så den dag i dag bliver jeg stadig
overrasket over humorforladte og dogmatiske venstreorienterede. Nuancerne
begyndte vel langsomt at gå op for mig. På et eller tidspunkt i
midt/sluthalvfjerserne læste jeg et interview med Marc Bolan i et gammelt
Superlove fra før Tyranosaurus Rex blev elektriske og til T. Rex. Han snakkede
om at flytte på landet og bare spille for de mennesker der kom forbi den gård
han forestillede sig at bo på. Det gik som bekendt ganske anderledes. €€€€.
Marc Bolans rollespil omkring udgivelsen de første akustiske Tyranosaurus
Rexplader var helt i tråd med min kulturelle opvækst. Han snakkede om at have
skrevet sangene på en troldmands slot i Frankrig eller noget i den stil. En
poetisk løgn, eller spin, eller marketing. Hen ad vejen er det langsomt gået op
for mig at det at lade som om, fiktionen, rollespillet har mere relevans for
mig end forestillingen om virkeligheden. På et eller andet tidspunkt i
midthalvfemserne begyndte tv at sende dokumentarprogrammer igen. Måske havde de
aldrig helt været væk, men jeg husker at der kom en bølge af sådan noget
problem/offer/bøddelnoget, ekstremt unuancerede udsendelser der reducerede
alting til ingenting. Det der slog hovedet på sømmet var da en gammel klassekammerat
lave en dokumentar om Sydhavnen hvor mit kvarter blev fremstillet på en for mig
fuldstændig uigenkendelig måde, som om det kun bestod af sutter. Og siden ”Det
røde kapel” hvor nogle fjolser render rundt i Nordkorea og ”afslørede” regimet
har jeg mere eller mindre konsekvent slukke flimmeren for dokumentarfilm og
film ”baseret på virkelige hændelser”. Jeg kan kun se dem som bærere af
instruktøregoer der tager ”virkeligheden” som gidsel. Umiddelbart synes jeg der
er større kritisk potentiale i etableringen af parallelvirkeligheder der ikke
skammer sig over sig selv. Og her kommer vampyren, zombien, alienen og
rumpiloten ind som mine absolutte favoritter, især hvis der er et element af
ubehag og virkelighedssammenbrud og gerne jordens undergang. Som dreng var jeg
særligt vild med Linda & Valentin, en sci-fi tegneserie hvor jorden ophører
med at eksistere i løbet af serien. Specielt en episode hvor den mandlige
hovedperson kæmper om retten til at blive sæddonor til en hel race. Da det
kommer til testen om hvilke visioner han har for alt sit afkom, er der kun
tomhed og flimmer, ret plat, men det er altså min reference når nogen bliver
alt for faste i kødet om visioner for fremtiden. Egentlig er jeg ikke så meget
til sværd & trolddom, i hvert fald ikke når det kommer til film og bøger,
men når det kommer til musik er jeg blevet ganske forført af heavy med
rollespilsreferencer, satanistisk eller ej. Generelt irriterer hierarkierne mig
lidt rigeligt i rollespilsgenren, men der er noget sært modstandsagtigt ved det,
og musikken mand!, den er tung!! Min helt klare favorit er Electric Wizard, og
især albummet Dopethrone som har sådan en lidt Gandalfagtig hashrygende type på
coveret. Nummeret ”I, the witchfinder” bliver næppe tungere, og nummeret ”The
Barbarian”, som handler om barbaren Conan, får næppe en mere fjollet tekst hvis
man læser den som tekst. Men her er det ren rimelighed, katarsis. I denne
sammenhæng oplevede jeg min ultimative katarsis til en Sun O)))) koncert i en
iskold Grå hal. Kutteklædte voksne mænd i røgmaskinerøg og rødt lys bagfra rev
mig, assisteret af lidt pot, ud af tid og sted og placerede mig i min krop
svævende med tarmene buldrende af lavfrekvent bas. Og ikke mindst min svoger
Kristians tarme som tømte sig helt for luft under bassens indflydelse. Det var
aldrig sket i en mere nøgtern iscenesættelse. Her blev jeg præsenteret, i
realtid, for at tingene kan være anderledes. For ceremoniens virkelighed. Nu
jeg er ved fiktionens indvirkning på mit liv: i 5. klasse var jeg på skitur i
Norge med en masse jævnaldrende. På turen der op sov jeg ikke. Der var for
meget spas og ballade til at det gav mening. Da vi ankom til skihotellet lagde
jeg mig med et vampyrblad, det hed Vampyr - for dem der kan lide blod (hvor
svært kan det være?), og faldt i en dyb søvn. Jeg drømte at jeg var en vampyr
og jeg skulle have min aftensmad som var en dejlig varm skål blod som jeg
spiste med stor velbehag. Så vågnede jeg og fandt mig selv siddende i hotellet
spisesal, halvt igennem en tomatsuppe. Jeg hadede som barn alle former for
suppe, især blendede supper. Der var noget vammelt over supper som jeg ikke
kunne døje, måske det let sødlige der kan være. Det tog mig f.eks. 25 år mere
at kunne spise kogte gulerødder med overbevisning. Men under alle
omstændigheder kunne jeg ikke glemme det velbehag der havde præget min drøm, så
jeg spiste suppen op og konstaterede at det kunne jeg godt lide. Og
efterfølgende spiste jeg suppe uden vrøvl. Som jeg husker det var det i høj
grad drømmen der forandrede min smagsoplevelse. Jeg havde befundet mig i en
situation hvor det at spise noget varmt og sødligt bare var toppen, faktisk var
det vel det definerende for den vampyr jeg var i drømmen. Og en vis portion
selvbevidsthed om det bizarre i hele set-uppet spillede nok også ind. Det var en
ret god historie at fortælle. Men grundliggende ændrede oplevelse en del af min
indstilling til mad i det hele taget og der kom en større nysgerrighed på
banen. Men det var da også på tide for jeg var vel de der tolv år, for en ting
er kræsne børn (støn), men kræsne teenagere er patetiske. I det hele taget
spillede mine drømme i årene der efter en stor rolle. Jeg tror jeg havde hørt i
radioen at man husker sine drømme bedre hvis det er det første man tænker på om
morgen i stedet for at gøre alt muligt andet. Så jeg begyndte at skrive dem
ned. Og jeg må sige at der var bonus så det ville noget. Mine drømme kom til at
stå meget klarere og det blev også meget klart at det jeg drømte var noget mere
interessant end de fleste historier for børn og teenagere. Faktisk blev jeg så
befippet af deres indhold at der var flere af dem som jeg simpelthen ikke kunne
få mig selv til at skrive ned. Teenager ikk? Men på det punkt har mine drømme nu ikke ændret sig. Jeg
skal spare jer for mine liderlige teenagedrømme, men som voksen, med små børn,
havde jeg en drøm hvor jeg puttede et spædbarn i en bageovn, stegte det sprødt
og fortærede det. Den drøm plagede mig i lang tid og forandrede i lang tid mit
syn på mine drømme. Jeg har vel et behov for at være et grundliggende godt menneske,
så drømmen var simpelthen ikke passende. Lidt i slægt med tegneserien Linda
& Valentin, som jeg nævnte tidligere i forbindelse med visioner for
fremtiden, er en oplevelse på Øbro bibliotek nogle år før tegneserien for alvor
begyndte at udkomme i Danmark. Jeg var vel vant til science-fictiongenrens
forslag til fremtidsscenarier og det skortede heller ikke på bøger i tresserne
med mere konkrete forslag til den fantastiske fremtid, forslaget til New Babylon af Constant
Nieuwenhuys ikke at forglemme som jeg læste nogle år senere. Nu
er vi over midten af halvfjerdserne og fremtiden er allerede ved at fortabe sig
i det politiske og prosaiske. Men jeg spurgte bibliotekaren om en bog der kunne
fortælle mig hvorledes fremtiden ville blive. Måske har mit spørgsmål være
meget upræcist, men det er vel det man har bibliotekarer til?, men vedkommende
svarede at sådan en bog havde de ikke. Selvfølgelig havde de det, for det jeg
spurgte efter var ikke noget avanceret, men bare noget der udgav sig for ikke
at være fiktion eller politik. En slags uforpligtende vejrudsigt. Eller
egentlig er jeg ikke klar over hvad jeg spurgte efter, men vedkommende burde
havde givet mig en eller anden bog, bare for at bevare min på det tidspunkt
hurtigt smuldrende respekt for de voksne (voxenfascister). Men måske overværede
jeg der de første spjæt af fremtidens død? Det var måske på Øbro bibliotek at
ideen om at fremtiden bare skulle være tusinde år mere af det samme, eller en
milliard år mere af det samme, som i Arthur C. Clarkes deprimerende The City
and the Stars. A: skid
på tiden, den skider på dig. B: min røv er ikke stor nok til at skide på al den
tid. Ordveksling mellem to børnemagtere overhørte jeg omkring 1980. Jeg ved
ikke om det på nogen måde relaterer sig til den milliard år med det samme som
der gik i The City and the Stars. Men det tror jeg nu. Selvfølgelig er B’s
comebackline kæk, men jeg synes den varsler fremtidens død. Altså fremtiden som
det terræn som ikke allerede er givet. Selvfølgelig skal man skide på tiden og
alt det fuckin andet der kan skides på. Nu bliver jeg nødt til at fremdrage
Arthur C. Clarke igen, nu med Childhoods End hvor menneskeheden simpelthen
uddør, udvikler sig til en fuldstændig fremmed form. Det sker med et let suk,
uden egentlig beklagelse, hvilket gjorde mig vældig underligt til mode som barn
da jeg læste den. Men bogens slutning emmer af en glæde ved det uforudsigelige
og det absolut fremmede som jeg måtte tænke over. Min opvækst som kunstner er
splittet mellem to tendenser: disciplin og kaos. Jeg kan bedst illustrere det
med en oplevelse og en scene i en tegneserie. Oplevelsen er at overvære den
Proletariske Friskole lave excersits, guerillakamptræning og hejse Vietcong i
en grusgrav som mine forældre og deres venner havde lånt til dem. Jeg var ved
at dø af grin mens min lillebror, en fælles ven og jeg udspionerede dem. Det
var noget af det mest hjernedøde jeg havde set til dato. Det var aldeles ikke
hvad jeg opfattede som oprør, ulydighed eller what ever. Nogle år senere var
jeg med i en happening på et fællesmøde på Det fri gymansium. Vi havde lånt et
gammelt gevær lidt militærtøj og havde fabrikeret nogle røgbomber. Kort fortalt
fingerede vi, rigtig amatøragtigt, et højreorienteret militærkup. Men effekten
var at et par lærerne gik i panik. Sådan var stemning i halvfjerdserne og
startfirserne. Sådan blev vi opdraget til at tænke af nogle af betonhovederne.
Personligt havde jeg min ballast af udpræget skepsis med hjemme fra, så det var
ikke fordi jeg flød med, men det var tidsånden. Det minder faktisk på mange
måder om de nutidige hallucinationer omkring nyliberalismen og
konkurrencestaten. Jeg mener, det handlede bare om at få magten ved at sætte
dagsorden. Ikke om at sige eller mene noget sandt eller effektivt eller what
ever. Jerndiscplin kort sagt. Den anden pol er en scene fra tegneserien
Flipkompagniet, Freak Brothers, hvor de er løbet tør for benzin i Mexico. En
gammel og klog shamandude giver Fat Freddy en eller anden hemmelig mindfuckin
blanding, som får ham til at smide tøjet, rulle sig i mudderet, grynte som en
gris og så lidt en passant stjæle benzin nok til at de kan slippe ud af deres
knibe. For som den gamle og kloge shamandude sagde, man lægger ikke hånd på en
gal, nøgen mand. Det gav mig sgu noget at tænke over. Vanviddet kan være en
strategi. Helt konkret af prøvede jeg det lige før jeg startede på det
københavnske akademi. En flok røvirriterende punkere på etagen neden under
holdt for gud ved hvilken gang fest på en mandag og jeg skulle tidligt op, helt
undtagelsesvis. Så jeg var meget patetisk omkring min nattesøvn. Så jeg gik
nøgen ned og skældte dem hæder og ære fra. Jeg mener, de andre gange jeg havde
brokket mig havde de bare givet mig fingeren. Men denne gang var der en
langtidseffekt. Det var på samme tidspunkt jeg havde været på Cypern med en
kæreste, vi havde solgt vores flybilletter for vi kunne da sagtens blaffe hjem.
Jeg mener jeg havde blaffet en del, bare ikke lige i øst-europa før murens fald
og ikke i februar. Det korte af det lang er at vi giver op i Østrig og sætter
os ind i et tog. Hagen ved det er at vi ikke har nogen penge, så vi har ikke
nogen billet. Men vi har heller ikke nogen intention om at køre på røven, så da
der kommer en konduktør siger vi tingene som de er og hører om hvad vi så skal
stille op. Vi kan ikke så godt stige af toget, det er februar i Østrig og vi
har kun sommertøj. Manden tror ikke sine egne øre. Grundlæggende forstår han
ikke hvorledes det har været fysisk muligt for os at stige ombord på toget uden
billet. Hvordan vores kroppe har kunne overskride trinbrættet uden billet.
Konceptet var ham fuldstændigt fremmed og han anede ikke hvad han skulle stille
op med os. Så efter en del råberi fra hans side gav han op og ignorerede os
gennem hele Østrig og helt op til München. Se det var en lærerig oplevelse. Det
er vel sådan en slags fremmedgørelse som strategi. Eller at bruge fortælling
meget aktivt. Men rent intuitivt vidste jeg at den nøgne tossede
mudderindsmurte Fat Freddy hvad erhvervet sig en eller anden form for
immunitet. Og her er vi vel lidt det modsatte sted henne end ved konstateringen
af at hvaløgle og delfiner har flere ligheder end forskelle. Et sært sted
mellem de to positioner er det første syn der møder mig da jeg træder ud af en
lille firpersoners flyvemaskine i skoven i Ecuador. En ung kvinde er i gang med
at slagte en tapir med en machete på nogle palmeblade på jorden. Hun er iført
en spritny T-shirt med et fjollet tegneserieagtigt billede af en hund med et
anstrengt udtryk i ansigtet, siddende på lokum og teksten ”I’m so happy i could
just shit”. Jeg er paf. Ud over jeg ikke havde været i skoven før, så jeg var
spændt, så havde jeg ikke forventet noget så mindbending. Jeg mener, jeg havde
mødt indianere fra området før i Danmark, så jeg vidste godt at det var så som
så med renheden i de billeder jeg ville møde. Men det her ramte mig lige i
smasken på samme måde som hvaløglen. Her var noget som jeg ikke kunne greje men
som var meget vigtigt. Noget ved fortolkningens trang til renhed måske, jeg ved
det ikke. Adspurgt om bandets navn var en sammensætning af titlen på to Black
Sabbathnumre svarede forsangeren i Electric Wizard grinende: yeeeahh, eller
noget i den stil. Som om det ragede ham, eller som i: hvis du synes det er
vigtigt. Revisoren har altid haft travlt med at skrive ting i det rigtige
kolonner. Det ville passe så skide dårligt til bandet hvis de havde haft lange
alvorlige symbolanalyserende møder om det, så det kunne umuligt være tilfældet.
Jeg stødte på et midt halvfemserne ind noget lidt
tilsvarende da jeg læste en anmeldelse af en bog der, så vidt jeg husker,
påstod at cowboyerne i virkeligheden var et homoseksuelt fællesskab med en
stærk sort dominans. Eller da jeg stødte på teorien om at det var indianerne
der havde udryddet megafaunaen i Nordamerika, hvilket på det tidspunkt var så
meget på tværs af billedet af indianeren som ur-økologisk heltefigur som det
kunne blive. Electric Wizard, cowboy’erens og indianernes renhed er stadig
ubesmittede, for det er sådan billeder skal være. Men hybriderne har alle dage
været sjovere, vildere og mere deprimerende. I filmen ”Some kind of Monster”
som Metallica lavede om sig selv, er der nogle alenlange sekvenser hvor de har
hyret en psykolog som coach til at løsne op for bandets interne konflikter. Han
ender nærmest med at blive et femte medlem før de fyrer ham. Men det er noget
af det mest hylende grinagtige jeg nogensinde har set på film: heavyfyre der
sidder og klynker mens de bitcher på hinanden med en psykolog som bisidder. Det
er en fuldstændig dekonstruktion af heavygenrens selvstændighedscredo, ”I
resist the pressure to be what you want me to be, I resist so i’m free”agtigt,
men på den måde bliver det virkeligt sært, surrealistisk eller syret som vi
sagde i min ungdom. (Faktisk bevirkede filmen at jeg prøvede at kunne lide Metallica,
men de er sgu for lamme til mig.). En indianer fra Guayaquil der kunne karate,
var taget ind i skoven for at være med til den årlige fest i landsbyen i
Ecuador med kvinden med t-shirten. Han mente sig lige med de lokale i
udholdenhed: noget med hvor lang tid man kunne danse rundt om bålet og drikke
den lokale maniokøl som går på omgang. Jeg blev ikke helt klar over reglerne.
Men han blev nødt til at give op på andendagen, hvilket der blev grinet lidt
hånligt af. Jeg har en mistanke om at de måske har givet ham lidt rigeligt at
drikke, om at de synes han var lidt for kålhøgen og skulle ned med sin
Guayaquilnakke. Der var i hvert fald ingen tvivl om at de i denne landsby
dyrkede et bestemt billede af sig selv til politisk brug og her havde de ikke
brug for forurening. Men jeg holdt nu med ham karateduden fra Guayaquil. Men
noget som på en meget konkret måde har indvirket på min praksis på
dag-til-dagbasis, er en rigtig fjollet roman som Poul Vad udgav i 1981.
Galskabens karneval hed den og var en nøgleroman om dansk kunst fra efter
krigen til 1980. I den er en rigtig ondsindet scene hvor en amatørkunstner
bliver bashet af forfatteren. Om kunstneren siger han: ”Paffs egne billeder bar
præg af det store, uopnåelige forbillede, men hans farver var nu noget blegere
end van Goghs og under tiden - det kan ikke nægtes - lidt kridtede. Han
blandede dem nemlig lidt rigeligt med zinkhvidt af frygt for de ellers skulle
komme til at skrige mod hinanden......” .
På en irriterende konkret facon er det en sætning der har installeret
sig i min hjerne. Hver gang jeg står og blander farver hvisker den i
baggrunden. Den har påvirket min kolorit voldsomt, selv om jeg udmærket ved at
forfatteren ikke ved hvad han snakker om og at han bare spiller forfattergud i
forhold til den fiktive amatørkunstner. Men jeg må have været et meget
påvirkeligt ungt menneske og tonen i romanen så patroniserende at den fangede
mig. Sætningen gjorde også at jeg afsværgede zinkhvidt indtil for ti år siden,
hvor min hustru fortalte mig at titanhvidt som jeg ellers brugte, kridter
farverne en hel del mere. Det var faktisk en åbenbaring at se hvor meget farven
åbner sig ved at blive blandet med zinkhvid i forhold til titanhvid. Så nu er
jeg gået i den anden grøft og har det nærmest skidt når jeg bliver nødt til at
bruge titanhvid da den dækker bedre. På samme måde har jeg det tit med musik
som jeg ikke kan udstå, for jeg kunne virkelig ikke udstå Poul Vads selvgode
roman, f.eks. Nephews, men det mere behaglige ved at få musik på hjernen er at
det skifter over tid. Denne her sætning har runget i mit hoved i et par og
tredive år. Min hustru mener at jeg læser for.........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar